Der er efterhånden 15 år siden, at Line Knutzon havde et af sine største hits som dramatiker – både hos anmelderne og publikum – på Skuespilhuset med HÅNDVÆRKERNE.
På Vendsyssel Teater kan man p.t. konstatere, at teksten forekommer mere aktuel end nogensinde, måske også fordi ingen i dag har råd til at betale for andet end sort arbejde, når der skal laves håndværkerarbejde i hjemmet.
Det skal der i den grad, for hverken Manfred eller Alice har nogen forstand på de tekniske detaljer i deres nye drømmebolig, og det kommer til at koste dem dyrt, indtil et uheld pludselig sætter dem på sporet af, hvordan de bedst muligt løser deres håndværker-problemer.
Charlotte Amalie K. Kehlet er rigtig kær som Alice, der i den grad må erfare, at hendes MANFRED er bedre til at spille violin end til at skrue en pære i deres nye lampe. Hendes indledende sødme danner en morsom kontrast til hendes mere brutale side, når hun altid holder med håndværkerne i diskussioner med hendes mand, og når hun under pres mod slutningen viser en hel anden side af sin personlighed.
William Halken har næppe nogensinde været sjovere på en scene end som Manfred, hvis mandighed bliver udfordret og dermed også hans rolle som elsker, mens håndværkerne begår overgreb på hans hjem. William Halkens Manfred synes inspireret af diverse virtuose Cary Grant-præstationer i et utal af klassiske screwball komedier, men han giver samtidig rollen som Manfred sin helt egen moderne plastisk, der i den grad rammer vor tids neurotiske mandetyper på kornet.
Også Troels Kortegaard Ullerup får lov til at vise sit komiske talent som henholdsvis emsig husven og destruktiv håndværker af yderst tvivlsom herkomst. Josephine Raahauge morer både som kvinden, der må flygte ind i sin indre lejlighed for at overleve samlivet med sin rædsomme mand, og som den mest maskuline af håndværkerne, der tilfældigvis er en kvinde.
En herlig Jacob Weble fremstår øretæveindbydende irriterende som beregnende boss for det tvivlsomme håndværkersjak. Kirsten Peuliche er aldeles pragtfuld som den kunstfikserede mor, hvis eneste kontakt med virkeligheden synes at relatere til fradragsberettigede kvitteringer.
Christoffer Berdal viser atter sin glimrende sans for personinstruktion, således at også Joachim Bach Rosendal og Jørgen Bing får mulighed for at lyse som diverse former for suspekte håndværkere.
Man bør heller ikke bebrejde Line Knutzon, at hendes seneste stykke “Askepot” fortaber sig i Haute Couture og camp i Tivolis Koncertsal. På Vendsyssel Teater står teksten nemlig knivskarp takket være et uhyre velspillede hold under kyndig ledelse af en dygtig iscenesætter, der stoler på sine skuespillere, og vi indser, hvor vittig og vanvittig en dramatiker Line Knutzon kan være, når hendes ord får plads.
(Michael Søby)
