Filmsæsonens mest kedsommelige udspil kommer uheldigvis fra Cinemateket, der tilmed har fundet det nødvendigt at ophøje den norske instruktør Anders Emblems dramatisk dødfødte A HUMAN POSITION til månedens film i marts.
Filmens apatiske hovedperson har også svært ved at holde sig selv vågen, og det forstår man sandelig godt, for hendes monotone stemmeføring er decideret søvndyssende, og intet sker!
Den kvindelige hovedkarakter spiser ikke bare sundt, men også er kæreste med en af samme køn og af anden etnisk herkomst, og så bekymrer hun sig tydeligvis for flygtninge og miljøet. Men desværre virker hun også håbløs uinteressant og hendes overvejelser om dette og hint forekommer ligeså banale som de tekstlinjer hendes veninde har skrevet til hende i et kvalmt kærlighedskvad.
Der er absolut intet i filmens dialog, der indikerer, at Anders Emblems stilleben af et manuskript ville blive en interessant spillefilm, men når bare den politiske korrekthed er til stede, så synes vejen banet for økonomisk støtte til filmen, og – åbenbart også – til distribuering.
Cinematekets stadig mere elitære programråd er for længst holdt op med at lytte til forslag udefra, der ikke passer med rådets medlemmers personlige smag.
Derfor skal vi ikke forvente at se en kavalkade med film, der ellers ikke er tilgængelige på anden vis, selvom det egentlig burde være et dansk cinemateks fornemste opgave – især når filmene har relation til Danmark.
Astrid og Bjarne Henning-Jensen var begge internationalt anerkendte instruktører, men film som “Een blandt mange” og “Kort er sommeren” findes kun i Cinematekets arkiver og bliver stort set aldrig vist. Stumfilmene får lov til at sluge alle ressourcer, mens film fra dansk tonefilms første årtier yderst sjældent vises: “Bag Københavns kulisser”, “En desertør”, “Mit liv er musik”, “Familien Swedenhielm”, “3 år efter”, “Lynfotografen” og “Min kone er uskyldig”.
Også film som “Sønnen”, “Sekstet”, “Dage i min fars hus”, “Smil, mand!”, “Hændeligt uheld”, “Nu går den på Dagmar”, “92 minutter af i går” og “Jeg elsker dig” (1987) er stort set utilgængelige for et dansk publikum – selv i undervisnings- og forskningssammenhænge, og Cinemateket viser dem alligevel aldrig.
Man bruger heller ikke Berlin-filmfestivalen til at grave tidligere vindere fra Berlinalen frem – f.eks. “Malachias mirakel”, der indbragte Bernhard Wicki instruktør-prisen i i Berlin.
Cinemateket er i for høj grad blevet en filmklub, og at en helt igennem ligegyldig norsk film får lov til at sætte sig på 10 af månedens bedste visningstidspunkter, når man kunne give 10 utilgængelige værker med nogle af landets fineste kunstnere en visning hver, grænser næsten til uansvarlighed. Hvis Cinemateket brugte mere hjerte og energi på at promovere de oversete dele af den danske filmskat, ville det være nemmere at overse en fadæse som denne.
