Mungo Parks dramatisering af Liv Nimand Duvås roman MØDRENES HUS er rykket fra teatrets nye sal, Scene 1 til Grønnemoseskolen i Gladsaxe.
Der er dog ikke tale om en børneforestilling i gængs forstand, men derimod en forestilling om Rosas fødsel, der udvikler sig til en sand gyser på en fødegang ramt af besparelser. Kun morfinen flyder i linde strømme, hvilket transporter Rosa ind i fiktiv mystisk skov.
Manden Gilbert bidrager mest med at spise chokolade, og Rosa må selv forsøge at styre gennem sine vilde drømmesyn, hvor hun både møder store dyr og sin gamle bedstemor.
Nina Rudawski har stået for både tekstbearbejdelse og iscenesættelse, og gør flittigt brug af lyd- og lyseffekter, så potentielle unge mødre nok vil tænke to gange, inden de dukker op på en fødeklinik.
Men det er Rikke Westi, der giver forestillingen hjerte og nærvær. Rikke Westi gjorde sig allerede positivt bemærket i den tankevækkende klimaforestilling “At lære at dø”, og nu bekræfter hun, at hun hører blandt sin generations største talenter. En dejlig uforfængelig skuespillerinde med en forbløffende naturlig spillestil selv i et vanvittigt univers som dette.
Vi glæder os derfor til at se meget mere til Rikke Westi i de kommende år.
(Michael Søby)