Sveriges førende dokumentarist Magnus Gertten (“Nelly & Nadine”) har efter sin blændende film om to KZ-lejr-kærester vendt blikket mod en af Sveriges største sangere og sangskrivere, CORNELIS VREESWIJK.
Ligesom i gennembrudsfilmen om Björn Afzelius formår Gertten at finde en sublim balance i sin skildring af kunstneren og privatpersonen, og hans grundlæggende loyalitet med sin hovedperson gør ham aldrig ukritisk.
Vi indser tidligt, at det ikke kun er Cornelis Vreeswijks smukke stemme, der fortryller de mange kvinder, men også hans omsorg for samfundets svageste i sine ord og i sine handlinger.
Filmens svenske titel “Somliga går med trasiga skor” er blevet til den danske undertitel “Nogen går rundt i udtrådte sko”, og de havde altid en ven i CORNELIS VREESWIJK, hvilket gjorde ham til en helt i forbindelse med ungdomsoprøret på et tidspunkt, hvor han var blevet svigtet af den den konservative svenske radiofoni.
Diverse former for misbrug satte dog efterhånden spor i hans krop og sjæl, men man fornemmer en ømhed omkring ham – selv fra de kvinder han ikke altid behandlede lige godt.
Men i sidste ende var CORNELIS VREESWIJK hårdest ved sig selv, og hans sange vil heldigvis ikke dø, fordi der stadig er brug for deres almenmenneskelige budskaber.