Aldrig har man oplevet Bådteatrets scenerum på denne måde. Scenografen Jonathan Hjorth har omdannet scenen til et frygtindgydende fliserum med overraskelser i væggene, der blandt andet kan forstærke patientens klaustrofobi og paranoia.
De flerfarvede lysstriber fra loft og sidevægge afspejler patientens skiftende sindsstemninger på et center for sindslidende beliggende på Amager. Personalet er naturligvis fra Sverige ligesom meget af den relativt billige arbejdskraft i Tivoli og på Wallmans, og også den indlagte unge kvinde (som Lucia Vinde Dirchsen spiller så overbevisende) har svært ved at forstå, alt hvad de siger.
Marie Louise Wille er fortræffelig, hvad enten hun spiller en ikke alt for opvakt sygeplejerske i lyserøde sandaler, en handlingslammet mor eller en klichétung pædagog. Jens Gotthelf og Yulia Lystbæk tager sig af flere mindre roller, og viser sig også at være storartede dukkeførere.
Dramatikeren Sophie Zinckernagel spiller pt. med i “Ønskebarnet” på et andet Nyhavns-teater kaldet Får302. ALLER DYBEST NEDE er Sophie Zinckernagels største bedrift som dramatiker til dato, og man mærket virkelig den smerte, der ligger bag de mange selvoplevede episoder i forestillingen.
Som så ofte før indgår der dukker i en forestilling på Bådteatret, men sjældent har det givet mere mening, fordi de her har funktioner som en slags spaltninger af den indlagte.
Dukkemagerne Julie Svensson og Jonathan Hjorth giver dem i passager næsten dæmoniske egenskaber, og ALLER DYBEST NEDE må derfor frarådes folk med svage sjæle.
Simon Bobergs glimrende iscenesættelse gør god brug af kulsort humor. Men uden at forråde den dybe alvor, som ligger til grund for forestillingen, der kan bryste sig af en af teatersæsonens mest uforglemmelige scenografier – suppleret af en eminent ildevarslende lydside.
(Michael Søby)
