FØR STORMEN

★★★★☆☆

Selvom året er ungt kan der næppe være tvivl om, at FØR STORMEN kommer til at havne på en del lister over årets bedste danske dokumentarfilm. Det er nemlig lykkedes for Juan Palacios og hans medinstruktør Sofie Husum Johannesen at skabe en både smuk, loyal og vemodig dokumentarfilm om de sidste 27 tilbageværende beboere på vadehavsøen Mandø.

Øen regnes blandt de mest udsatte efter klimaforandringerne for alvor begynder at afspejle sig i den danske natur. Storme, stigende vandstand og oversvømmelser har altid været en del af livet på Manø, der har prøvet at miste alle øens beboer på grund af vejret, men mange er så gamle – en enkel over 100, at tanken om at flytte forekommer uvirkelig.

Også øens yngste beboer er blevet på øen, for hvis ikke han var der til at hjælpe familien og andre af øens gamle, hvem gjorde det så? Men samtidig er dating-udsigterne svære, når man bor på Mandø, og selv det lykkedes vor unge hovedperson at få en pige fra Esbjerg med over på øen, så var det ingen succes ifølge den unge mands mor.

Fremtidsudsigterne synes ikke lovende, men kan man gøre andet end at fortsætte? FØR STORMEN rummer nogle betagende billeder – både af den i sandhed vilde natur, men også af ansigter og hænder, der har oplevet meget og lidt en del.