IS ANYBODY HOME?

★★☆☆☆☆


Der er i grunden meget lidt teater i forestillingen IS ANYBODY HOME? Projektet er ellers et gæstespil af det tysk-britiske kunstnerkollektiv Gob Squad i samarbejde med selveste Volksbühne i Berlin, men virker sært gammeldags.

Grynede videooptagelser med dårlig lyd udgør hovedbestanddelene af dette filmforsøg, hvor en ung mand stiller sig selv og sit hjem til rådighed for projektet.

Fra en stor seng monteret på de bageste stolerækker i Scala-salen på Aarhus Teater betragter den unge mand to fremmede menneskers møde i hans lejlighed. Begge hævder, at det er deres lejlighed, men hvem af dem ved egentlig mest om lejlighedens sande beboer ud fra det, de ser, sanser og hører?

Efter en time og 40 minutter er man stadig ret ligeglad, og man håber bare, at den unge mand i det mindste har moret sig.

(Michael Søby)