KINKY BOOTS

★★★★★☆

Harvey Fierstein og Cyndi Laupers Tony-belønnede musical KINKY BOOTS fra 2015 er baseret på filmen af samme navn fra 2005. Det Ny Teaters pragtudgave er nu tilbage på teatrets store scene, og selvom der er sket udskiftninger på flere poster, er der stadig god grund til at fejre gensynet.

For Silas Holsts Reumert-belønnede præstation som den storartede drag queen Lola er bestemt ikke blevet ringere, og han virker om muligt endnu mere fortrolig med rollen – på trods af de ekstremt høje hæle.

Det er tilladt at savne Lars Mølsteds blide røst i rollen som skofabrikanten Charlie, men Simon Nøiers går til opgaven med betydelig professionalisme og har aldrig sunget bedre. Kristine Yde Eriksen synes at være en helt anden type end Monica Isa Andersen i rollen som Lauren, Charlies mest ivrige ansatte , men med djærv humor gør Kristine Yde Eriksen rollen til sin egen.

Handlingen udspiller sig forsømte del af England, hvor en gammel skofabrik mangler kunder. Den nyudnævnte direktør Charlie har overtaget fabrikken efter sin far, og har ingen ide om, hvordan han skal løse problemet, indtil han en aften møder Lola. Hun er drag queen og har brug for en hel anden type fodtøj end de triste modeller, man producerer på fabrikken. Ved fælles hjælp aner man en løsning på problemerne, men uden en fælles respekt og accept af hinandens forskelligheder er der intet håb for fabrikken.

Historien synes inspireret af musicals som “The Full Monty”, “Billy Elliot” og “La Cage Aux Folles”, men skulle efter sigende være inspireret af en sand historie.

De sociale kulturforskelle havde større vægt i filmen end i denne musical-opsætning, og Lee Prouds koreografi og iscenesættelse betoner især de showmæssige aspekter i værket. Paul Farnsworths forvandlingsvenlige scenografi får sceneskiftene til at virke lette, og kontrasten mellem fabriksarbejdernes kedelige påklædning og diverse dragqueen-dragter udnyttes fikst i Farnsworths kostumer.

De store dansenumre understøttes flot af det velspillende orkester under ledelse af kapelmester Jesper Frank Christensen, og bidrager til, at KINKY BOOTS stadig fremstår som byens bedste show.

Værkets kvaliteter på manuskriptplan kan diskuteres, men når de serveres så overbevisende som her, bør man blot læne sig tilbage og nyde forestillingen og de mange dygtige medvirkende.

(Michael Søby)