Det er næsten 100 år siden, at Giacomos Puccinis sidste (og ufuldendte) opera TURANDOT havde premiere på Scala-operaen i Milano med Arturo Toscanini som dirigent. Først senere fik Franco Alfano lov til at fuldføre operaen, og det er den udgave de fleste kender i dag.
Selvom Operaen rent kunstnerisk ikke er på højde med mesterværket “La bohème” og ikke nær så sentimental som “Madame Butterfly”, regnes den fortsat som Puccinis mest imponerende værk. Det skyldes også nogle ødsle produktioner, ikke mindst Zhang Yimous overdådige udgave, der blevet spillet og filmet i Den Forbudte By i Beijing 1998. TURANDOT havde ellers i årevis været forbudt i Kina.
Malmø Opera er gået sammen med Finlands nationalopera om den storslåede udgave, der netop har haft premiere i Malmø. To enorme kirsebærtræer låner både skønhed og sanselighed til scenografien, der har en kinesisk gongong centralt placeret på scenen. Ellers består scenografien mest af trapper og en grim metalbalkon, der leder tankerne henimod et moderne fodboldstadion.
24 operasanger og statister får selskab på scenen af Malmö Operakor og et barnekor, hvilket unægtelig giver trængsel på trapperne og begrænser de medvirkendes mulighed for at interagere. Det går i nogen grad udover forestillingens dramatiske momentum, men det glemmer man heldigvis, når den vidunderlige musik får vinger af koret og orkesteret.
Dirigenten Daniel Carter vover de store følelser og det betaler sig. Sjældent har man oplevet publikum så begejstret som på denne premiereaften. Den originale iscenesættelse tilskrives Sofia Adrian Jupither med Katarina Sörenson som den ansvarlige for genopsætning.
Som TURANDOT har Anne Derouard det rette format og en magtfuld stemme. En isprinsesse, der efter pausen forvandles til et menneske af kød og blod.
Daniel Johansson har en passende mandighed i sit spil såvel som en smuk klang i stemmen. Man bør derfor ikke bebrejde ham, at Luciano Pavarottis udgave af “Nessun Dorma” tilsyneladende er den definitive version, som ganske urimeligt får andres til at blegne.
Stefan Dahlberg gør med sit fine kropssprog den gamle kejser til en sårbar skikkelse, mens Solen Mainguené forekommer for sentimental i både spil og sang som pigen Liù.
Conny Thimander er det opløftende element i trioen Ping, Pang og Pong, men det er og bliver operakoret og orkesteret, der gør denne opsætning til noget ganske særligt.
(Michael Søby)
