Anton Tjekhovs MÅGEN regnes ikke blot blandt de største teaterklassikere, men rummer også en af verdensdramatikkens mest eftertragtede kvinderoller, den feterede og selvoptagede skuespillerinde Irina Arkadina.
Meryl Streep, Ghita Nørby og Stina Ekblad har alle brillereret i rollen, men på Odense Teaters store scene optræder Natalí Vallespir Sand i højere grad som en del af det sublime ensemble. Det viser sig dog også at have sine fordele. Vi får i højere grad blik for kompleksiteten i de øvrige roller.
Men Natalí Vallespir Sand bliver kun i passager den flammende sol, som hendes stakkels søn Konstantin igen og igen skal kunne brænde sig på, og så er det svært for Kristoffer Helmuth at finde helt ind til den dybeste smerte, der er nødvendig, hvis stykkets slutning for alvor skal give mening. Det kan dog sagtens nå at rette sig efter premieren, for begge skuespillere har tydeligvis forstået deres roller til bunds.
Det har de øvrige medvirkende i den grad også. Claus Riis Østergaard er knivskarp som den selvhøjtidelige digter Trigorin, der tydeligvis elsker sig selv mere, end han elsker Irina. Østergaards Trigorin har absolut sans for de behageligheder, som Irinas selskab medfører, men han har har også blik for ungdommelig beundring.
Det er vidunderligt at se Mikael Birkkjær tilbage på scenen, og han får alt ud af rollen som den livsnydende gynækolog, der fremstår ligeså klam, som han er karismatisk. Også Benjamin Kitter spiller forunderligt som den forelskede skolelærer, der kommer til at betale prisen for sin kærlighed til godejerens datter (en passende rastløs Lea Baastrup Rønne).
Anders Gjellerup Koch agerer den dødsmærkede godsejer, der aldrig fik, hvad han håbede i livet, og Malene Melsen er hjertegribende som hans forsømte hustru. Lars Simonsens nørdede forvalter sidder lige i skabet, og den unge Rosemarie Mosbæk klarer fint rollen som Konstantins elskede Nina, der får knækket sin livsglæde.
Hannah Schneiders blide musik fungerer godt – også når hun nynner, men når der kommer ord på, virker de alt for konkrete og forstyrrer mere, end de gavner.
Den begavede tekstbearbejdelse skyldes den britisk-irske dramatiker Simon Stephens, der også står bag dramatiseringen af “Den mystiske sag om hunden i natten”, som får premiere på Aalborg Teater i næste uge. Simon Stephens er også manden bag en berømmet ny udgave af “Ivanov”, hvor een skuespiller (sublime Andrew Scott fra den snart bioaktuelle “All of Us Strangers”) fremstiller samtlige roller.
Jonas Fly Filbert slipper bedre fra de tidsmærkede kostumer end fra den sært golde scenografi, men Nicolai Faber får sine skuespillere til at fungere som en organisk helhed. Han giver dem både ro og plads, så vi aldrig mister interessen for disse sære skabninger, vi kalder mennesker. Det bliver i sidste ende afgørende for, at MÅGEN også i denne udgave betager og bevæger.
(Michael Søby)
