SPØGELSESHUSET

★★★★☆☆


AbstraXteater & Nørregaards Teater er gået sammen om at opdatere BaggårdTeatrets knap 50 år gamle succes “Amerikanervillaen”. Erik Hovby Jørgensen og Bo Larsen var ikke blot et makkerpar på scenen dengang, men havde også skrevet teksten om to drenge, der er lukket inde i et hus uden døre.

Den nye forestilling, der også turnerer, spiller p.t. i teatergruppen Bandens gamle lokaler på Filosofgangen 19 i Odense, der i dag er hjemsted for bl.a. Den Fynske Opera og Nørregaards Teater.

Erik Hovby Jørgensen er desværre ikke længere blandt os, men Heine Ankerdal formår også at få et fint samspil med Bo Larsen, med Ankerdal som den lidt forsigtige dreng og Bo Larsen som den umiddelbart mere eventyrlystne.

Bo Larsen, der af cphculture.dk netop er blevet kåret som årets skuespiller i en børne/ungdoms-forestilling for “Jeg er Joop”, har også denne gang iscenesat forestillingen – sammen med det øvrige hold, og hans magiske stemme er stadig en gevinst for denne forestilling.

SPØGELSESHUSET egner sig fint til børn i alderen 9 til 13 år, og synes velegnet i skolesammenhænge. For det handler ikke bare om at skræmme de små, men snarere om moralske konflikter og om hvordan man egentlig opfører sig som en god ven.

Carsten Wittrocks scenografi tager udgangspunkt i et mystisk skab, men også en gammel radio, hvorfra vi pludselig hører en lille barnestemme, har stor betydning for historien.
Jesper Thestrup genresikre lydkulisse understøttes effektivt af Ole Højer Hansens musik, og selv hvis man ikke er til gys, kan man godt have udbytte af en tur i SPØGELSESHUSET.

(Michael Søby)