ESBJERG REVYEN 2024

★★★★☆☆

Med årets vinterrevy i Esbjerg bekræfter Trine Gadeberg ikke blot sit alsidige talent som skuespiller,tekstforfatter og sanger, men i høj grad også som instruktør.

Hendes Pelle-nummer står knivskarpt takket være hendes og Kasper Le Fevres dristige tekst om kønsroller i børnehøjde. Trine Gadeberg swinger også godt sammen med Preben Kristensen – både som fælt dansktop-par, der tager begrebet vibrato til helt nye højder, og som romantisk operaduo, der pludselig får behov for helt andre og grovere gloser i deres duet. Teksten til sidstnævnte er af selveste Niels Hausgaard.

Preben Kristensen kan sandelig også solo, og Leif Fabricius’ fine vise “Byens stolte søn” får ægte patos – smukt støttet af Henrik “Baloo” Andersens kønne melodi.

Teit Samsø oser af musikalitet – ikke blot som sanger og danser. Men hans kæreste gjorde ham ikke nogen tjeneste på premiereaftenen med sin støjende og direkte forstyrrende adfærd fra publikumsrækkerne, hver gang han var på scenen.

Jan Svarrer er på hjemmebane i Esbjerg, men man skal vist være meget lokal orienteret for at værdsætte hans nummer som lille nissepige. Så gik det bedre for ham i den årlige relancering af Esbjerg som kulturby. Også i 2024 synes det primære formål at være hånen mod Fanø.

Jens Frausing nøjes ikke med at være mediscenesætter, men tager sig også af den luftige scenografi. Han har tilmed lavet en fiks koreografi til Jan Svarrers kække hyldestkvad om den abdicerede danske dronning. Det er dog primært Teit Samsø, der forstod at forløse de rappe trin på premiereaftenen.

Med Peter Bom som kapelmester er Esbjergs vinterrevy i gode musikalske hænder, og også 2024-udgaven ligner afgjort en succes. Den lækre tre-retters menu inden forestillingen bidrager ligeledes til en festlig revyaften.

(Michael Søby)