Et frugtbart samarbejde mellem sART Danseteater og Teater Momentum har resulteret i en sanselig danseforestilling om værdien af tillid. Som led i en mindre Danmarks-turné gæstespiller forestillingen denne aften i Herning på Team Teatret.
Den erfarne danser Jan Vesala får selskab på scenen af to yngre dansetalenter, Aurora Itland og Simon Stenholm Söderlund, der på sympatisk vis lægger ud med at byde os velkomne, De møder os med tillid og tør stille sig til rådighed for os, og vi får også tillid til, at vi ikke bliver hevet op på scenen.
Titlen STOL får mere end en betydning, for danserne medbringer selv 6 sorte klapstole, der indgår i danserne bevægelser de næste fem kvarter. Et dejligt konkret anslag, der fikst giver mening i løbet af forestillingen.
Men “Stol” kan også opleves som bydeformen af at stole på, og via en række dansesekvenser mærker vi, hvor vigtigt det er at kunne stole på hinanden og på det vi laver.
Det gælder ikke mindst, når den unge danserinde Aurora Itland med voksende mod kaster sig bagover i tillid til, at hendes mandlige kollega Simon Stenholm Söderlund griber hende, inden hun rammer gulvet.
Men også Jan Vesala må have tillid – både til tyngdekraften og til egne evner – for at kunne bygge en høj stole-skulptur.
Dansernes nøgne arme og bare tæer understreger deres sårbarhed og ligeså nærgående deres stramme sorte bluser er, ligeså flagrende forekommer deres lyse bukser, En givende kontrast, der også betones fint i farvevalgene.
Dermed understreges overkroppens bevægelser – samtidig med at dansernes fodtrin og iscenesætteren Sofie Christiansens opfindsomme koreografi forstærkes af blafrende bukseben.
Man har klogeligt overladt speaken til en dygtig skuespiller som Charlotte Munck, der bidrager til at perspektivere flere af dansescenerne yderligere.
Scenografen Rikke Juellunds bevægelige billedtæpper fremstår både rå og smukke. Abstrakte landskabsmalerier fra et drømmeland, der fortoner sig i tågen. Billederne emmer af hemmeligheder, og giver forestillingen en særegen mystik, som sætter publikum fri i en anden verden.
Vi forlader forestillingen med opløftet sind – parate til at møde mennesker, som vi kender og ikke kender, med i al fald en anelse mere tillid.
(Michael Søby)