Kong EDWARD II har fundet vej til Betty Nansen Teatret og det er der god grund til at glæde sig over.
Christopher Marlowe og William Shakespeare har fået hjælp med teksten af Tom Silkeberg, der sammen med Elisa Kragerup har bearbejdet den, så den i højere grad kommer tidens queer-bevægelse i møde. Med Niels Brunse som ansvarlig for oversættelsen er vi tilmed sikret en sprogglad oversættelse. Så meget desto mere irriterende er det, at en enkel af de medvirkende skaber tvivl om, hvorvidt hendes replik handler om “kor”, køer” eller “kur”, og det er desværre ikke den eneste af hendes replikker. der forvirrer og slet ikke første gang på Betty Nansen Teatret.
Men Elisa Kragerups iscenesættelse fungerer ellers upåklagelig med en mandig Peter Plaugborg som den forelskede konge. En flot og selvsikker Simon Bjerrebjerg er Gaveston, objektet for hans kærlighed iført et meget moderne kostume, der nok skal gøre lykke i Queer-kredse.
Maria Rossing har stjernebirollen som Dronning Isabella, kongens vragede hustru. På overraskende vis får hun tilført rollen lidt humor, når hun forsøger at klynke sig til opbakning hos adlen i håb om selv at genvinde sin plads ved hoffet. Dermed bliver dronning-rollen ikke et entydigt martyrie, men snarere en patetisk stakkel, der virker forfriskende blandt den hær af utvetydigt stærke kvinder, der har domineret på de danske scener i de senere år. Ligesom i “Timerne” på Det Kongelige Teater får vi lov til også at opleve kvindelig skrøbelighed, og vi indser derved den styrke, som Dronning Isabella også må have haft for at være gift med en mand, som elskede en mand.
Blandt de øvrige medvirkende glæder man sig over en rank Mikkel Arndt som Baron Mortimer og unge Thorbjørn Hedegaard gør også indtryk – ikke mindst som objektet for Gavestons begær. Takket være ham oplever Edward II den samme form for ydmygelse, som han har udsat sin dronning for.
Johanne Louise Schmidt fryder som Grevinde Lancaster, der i hendes fortolkning får dronninge-format. Ligeså glimrende fremstår Ena Spottag – ikke mindst i det rørende portræt af kongesønnen Prins Edward, der forsøger at finde ud af, hvad der er sket med hans far.
Line Feldings poetiske musik og sang smyger sig diskret ind i handlingen sammen med klassisk pop, og ikke mindst Eurythmics’ “There Must Be an Angel Playing with My Heart” giver god mening i denne sammenhæng.
Karin Gilles relativt tidløse scenografi giver plads til skuespillerne og til kostumedesigneren Maja Mirkovics flotte kongekjole, som hvor egen konge måske skulle overveje til næste hofbal?
Forestillingens klare budskab om, at ingen menneske skal straffes for, hvordan de elsker andre, rammer rent i en verden, der er blevet mere queer-venlig. Men træerne vokser stadigvæk ikke ind i himlen.
(Michael Søby)
