AKTIVISTERNE

★★★★★☆


Allerede ved ankomsten til Demokrati Garage i det københavnske nordvest-kvarter mødes vi af musik, men ikke den slags, man kunne forvente til en forestilling ved navn AKTIVISTERNE.

Ørehængere som “Gem et lille smil til det bli’r gråvejr” og den israelske Grand Prix-vinder “Hallelujah” serveres i provokerende banale hygge-arrangementer, der står i skærende men også meget vittig kontrast til de sange, vi skal opleve i AKTIVISTERNE.

Marie Louise von Bülow, der også er en kraftfuld sangerinde, har stået for de alsidige musikalske arrangement, der også giver hendes kolleger på scenen mulighed for at vise deres dramatiske spændvidde

Christine Worre Kann har sjældent været bedre, end når hun med vokal flammeskrift får formidlet stærke tekster om kvinders kampe. Rolf Hansen giver os med glød en virkelig pågående kampsang om at generobre dannebro, og Alfred Nordhøj Kann finder med ungdommelig oprigtighed og ægte poesi nogle fine udtryk for usikkerheden og skrøbeligheden, når queer-kultur og fodboldvold støder sammen.

Alfred Nordhøj Kann viste allerede som barn en bemærkelsesværdig kunstnerisk integritet i flere sammenhænge blandt andet i en incest-opera, men her får han et eklatant teatergennembrud med et betragteligt scenisk nærvær og en blødende smuk stemme.

Dramatiker Julie Petrine Glargaard undgår på forbilledlig vis klichéerne, og giver både talerum til politi og demonstranter, når 90’ernes demonstrationer på Nørrebro ender i blod.

Iscenesætter Leiv Arne Kjøllmoen lader heller ikke John Lennons banale “Imagine” stå uimodsagt, men bryder sentimentaliteten med et morsomt topmøde mellem tre af verdens mest magtfulde mænd, der forfalder til et grotesk sofaslagsmål. Scenografen Nikolaj Heiselberg Trap får undervejs mest muligt ud af de tre sofa-dele, der ligesom kvindelæber aldrig kun er røde for sjov

Forestillingens højdepunkt bliver en stærk billedcollage, hvor vi møder en række af de store ildsjæle, der har måtte betale en høj pris for deres aktivisme. De fire scenekunstnere ledsager collagen med en flot sunget udgave af Christianias slagsang “I ka’ ikke slå os ihjel”, og får sammen med collagen understreget, at aktivisme er mange ting – også rent politisk.

Forestillingen rejser også spørgsmålet, om AKTIVISTERNE har mistet deres politiske gennemslagskraft? Er det kun højrefløjs-aktivister som Paludan og Trump, der kan få deres landes love ændret?

AKTIVISTERNE fremstår som en engageret og engagerende teaterkoncert, der også kan skabe debat. Et utvetydigt bevis på Teatergrads enestående evne til at skabe vedkommende – og musikalsk – samtidsteater.

(Michael Søby)