Da James Stewart modtog en yderst velfortjent æres-Oscar for sin enestående skuespillerkarriere, rundede han sin tale af med ordene: “You’ve given you a wonderful life”.
Ordene var ikke blot en kærlig hilsen til publikum, men også en personlig hyldest til hans foretrukne film “It’s a Wonderful Life”, hvori han nåede det ypperste indenfor sit fag.
Instruktøren Frank Capra havde allerede i 1939 givet ham er veritabelt gennembrud som karakterskuespiller med komedie-dramaet “Mr. Smith Goes To Washington”, og 7 år senere fulgte så IT’S A WONDERFUL LIFE, der stadig hører blandt de mest populære film op til jul i USA.
Nu byder LiteraturHaus på en dynamisk sceneversion af denne juleklassiker, hvilket også giver mulighed for at besøge teatrets hyggelige kældercafé inden og i pausen.
Fire energiske skuespillere – Alex Rivers, Christopher Smart, Kelly Griffiths og Rihanna Compton – formår på to timer at spille så godt som samtlige roller i julestykket – med lidt dorsk assistance fra nogen ret nuttede dukker. Edward Ferrows iscenesættelse mangler i al fald ikke tempo, men bliver desværre rigeligt overgearet undervejs, hvilket går ud over den poesi, der skal være plads til, hvis man vil yde filmen retfærdighed.
Down The Rabbit Hole International Theatre præsenterer forestillingen i samarbejde med den britiske teatergruppe Mangled Yarn. De fire skuespillere taler alle amerikansk med overbevisning, men har også skruet så meget op for lydniveauet, at man næsten tror, at de alle er amerikanere. Frank Capras film havde også altid scener, hvor kaos tog over og folk råbte og skreg i vilden sky, så det giver en vis mening.
Man bør dog værne mere om roen, dybden og inderligheden i denne teaterudgave, og gerne tilstræbe et mere afdæmpet toneleje generelt. Vi tvivler nemlig ikke på skuespillernes dygtighed, og ikke alt behøver at være overdrevet for at være sjovt – snarere tværtimod.
Men det er en virkelig god ide med denne juleforestilling i LiteraturHaus, og man har også mod på et gensyn med dette sprudlende firkløver, som man har tillid til også kan vække sjældent spillede tekster af Agatha Christie og Charles Dickens til live.
(Michael Søby)