I over et halvt århundrede har Ken Loach fungeret som Storbritanniens filmiske samvittighed. Tilsyneladende uden held rent indenrigspolitisk, men hans film virker alligevel stadig som et varmt kram, og det kan der i den grad være brug for i øjeblikket på de kanter.
Hans seneste værk THE OLD OAK (der åbenbart ikke må hedde “Den gamle eg” på dansk) deltog i hovedkonkurrencen i Cannes, som en lang række af hans tidligere værker. To guldpalmer er det blevet til indtil videre – til “Vinden der ryster kornet” og “Jeg, Daniel Blake”. THE OLD OAK vandt intet, men burde måske også have haft en særvisning i stedet, da den først og fremmest fremstår som et moralsk testamente. Sådan ser verden ud for en socialist på 85+ med hele sit sociale engagement i behold .
På pubben THE OLD OAK i det nordlige England føler stamkunderne sig trængt, fordi en ny gruppe flytninge er kommet til byen. Syriske flygtninge får lov til at overtage de huse, som ingen har kunne sælge i årevis, på særligt favorable vilkår, og deres børn tildeles tøj og cykler, mens lokal befolkningen må lide store afsavn.
Racismen tager til, men indehaveren TJ Ballantyne, der får en god kontakt til en af de syriske kvinder, og sammen skaber de en mulighed for, at sultne børn af enhver slags kan komme og spise på pubben. Det er dog ikke alle, der synes, at det er en god ide, og det ender i sabotage. Men på trods af nedturen oplever indehaveren (en stilfærdig fint indsats af Dave Turner) en spirende solidaritet blandt byens beboere.
Hvis THE OLD OAK virkelig bliver Ken Loachs sidste film, kunne han næppe have rundet karrieren af på en finere vis. En æres-Oscar ville bestemt være på plads, for Ken Loach har aldrig fået den anerkendelse han fortjener i USA, hvilket der også kan være politiske grunde til. Hans aldrig svigtende loyalitet med samfundets svageste vil i den grad blive savnet.
