Ishirō Hondas “Godzilla, uhyrernes konge” (“Gojira”) fra 1954 er den første af i alt 30 japanske film om det verdens berømte monster. Hollywood har også forsøgt sig fire gange med pompøse og ikke specielt vellykkede Godzilla-film, og en femte er allerede i støbeskeen, efter at film nr. 30 GODZILLA MINUS ONE er blevet en overraskende succes og udråbt til den hidtil bedste farvefilm om den gigantiske Godzilla.
Takashi Yamazaki lader GODZILLA MINUS ONE udspille sig i efterkrigstidens Japan, og ligesom den første film giver den japanerne stoltheden tilbage. De var blandt 2. verdenskrigs tabere og led nogle forfærdelig tab, men de besejrede Godzilla, og det betød alverden i den japanske befolkning – dengang og nu.
Yamazaki fletter opgøret med uhyret sammen med en banal men også sært rørende historie om en deserteret kamikazepilot, der pludselig får ansvaret for en ung kvinde og en lille pige, der ligesom ham hver på deres måde er ofre for krigen.
GODZILLA MINUS ONE er en flot produktion med en velfortalt historie, spektakulære effekter og en effektiv lydside.
Så kan man klare klichéerne, er GODZILLA MINUS ONE faktisk nogenlunde solid underholdning i gammeldags forstand, og på disse bredegrader virker den som et forfriskende alternativ til de evindelige Marvel-film.
