Dansk film har en fornem tradition med at skildre livet på havet, fra “Barken Margrethe af Danmark” og Bodil-vinderen “Støt står den danske sømand” til Erik Ballings “Martha” og Piger til søs. Den seneste film i rækken, SYNKEFRI, minder dog snarere om “Blåvand melder storm” med far og søn Osvald og Frits Helmuth.
Fire år efter en tvivlsom filmdebut i gysergenren får instruktøren Christian Andersen sit gennembrud med en personlig skildring af en frygtelig drukneulykke i Hirtshals. Ni mænd omkom bl.a. instruktørens fader, da en fiskekutter såvel som den såkaldte synkefri redningsbåd RF2 kæntrede.
Selvom karaktererne og en del af handlingen i SYNKEFRI i sagens natur er fiktive, så mærker vi autenticiteten i både miljøskildringen og spillet, og man har da også ned fordel håndplukket mange af de medvirkende, som har rødder i det jyske.
Sylvester Byder har her sin hidtil mest krævende filmrolle, og slipper godt fra det. Det er dog Johanne Louise Schmidt, der i den kvindelige hovedrolle som hans seje og sårbare mor bliver filmens hjertekugle, hvorom alting drejer. Sofie Torp, Lars Topp Thomsen, Henrik Birch; Anders Brink Madsen og Esben Dalgaard yder alle fine birolleindsatser og helt i særklasse er Iben Donner som forpint sømandsenke.
SYNKEFRI kunne sagtens være endt som Ib Mossins lidet troværdige “Stormvarsel”, men placerer sig i stedet som en af filmårets mest vedkommende danske spillefilm.