CRAZY CHRISTMAS CABARET 2023: THE HOUSE OF UHYGGE

★★★★★☆


Efter 40 år med Crazy Christmas Cabaret – heraf 25 år i Tivolis Glassal – må den engelsksprogede julekabaret vige pladsen i Glassalen næste år til fordel for en ny dansksproget julemusical med Birthe Kjær. Derfor er det også med et vis vemod, at man tager plads i salen, og man mærker også en forståelig skuffelseover Tivolis beslutning hos kabaretens moder, Vivienne McKee, i forestillingens intro.

Men hun og de øvrige har heldigvis ikke mistet spillelysten, og på trods af den næsten vanligt alt for lange tekst, så får den særdeles veloplagte skuespillertrup uhyrlighederne i hus.

Kirsten Brinks scenografi og kostumer sørger for en passende kulørt indpakning. Rent musikalsk er vi i gode hænder takket være kapelmester Stuart Goodstein og hans mini-orkester, der også er leveringsdygtige i alsidige lydeffekter – fra uvejr til prutter.

Vivienne McKee funkler – ikke mindst som den dejlige dorske diva Lola Liebedick: En kærlig hilsen til Marlene Dietrich, der selv har optrådt i Glassalen, men også til Madeline Kahns Oscar-nominerede parodi i Mel Brooks “Sheriffen skyder på det hele” (“Blazing Saddles”).

David Bateson er betagende som Rocky Horror-trans – kun overgået af Andrew Jeffers i et orgie af grønt, der får juletræet på rådhuspladsen til at blegne. Claus de Lichtenberg er sminket til ukendelighed som tjenende ånd med hang til knus, og Kevin Kiernan Molloy fremstår både skæg og skræmmende som massemorder.

Katrine Falkenberg formår både at synge og more, ikke mindst som spøgelse til tonerne af Kate Bushs evergreen “Stormfulde højder” (“Wuthering Heights”).

Sebastian Harris er ny på holdet og brillerer, hvad enten han agerer skotsk helt eller Ben – der i mere end een forstand minder om Barbies Ken, og som også synger Ryan Goslings store sang fra samme film med bravour.

Skulle aftenens premiere virkelig blive den sidste af sin art i Glassalen for Crazy Christmas-holdet, så kunne det næppe slutte på en bedre måde. For Vivienne McKees iscenesættelse skøjter elegant hen over manuskriptets svagheder, så vi gerne tager 10 år til med Crazy Christmas Cabaret.

(Michael Søby)