Hvis KILLERS OF THE FLOWER MOON virkelig bliver Martin Scorseses sidste store spillefilm, så kunne han ikke have rundet sin fænomenale karriere af på en finere måde.
For modsat mange af Scorseses gangsterfilm har KILLERS OF THE FLOWER MOON ikke blot kunstneriske kvaliteter, men også en indholdsmæssig værdi. Den fortæller en grum og væsentlig historie fra de ellers så glade 1920’ere om en langvarig systematisk udnyttelse og udryddelse af de Osage-indianere, der opnåede en betydelig rigdom via olien under deres reservat.
Leonardo DiCaprio føjer endnu en fremragende præstation til de mange, han har ydet i en Martin Scorsese-film. Denne gang som en jævn mand, der af sin velhavende onkel (en uhyre veloplagt Robert de Niro) manipuleres ind i et ægteskab med en stolt Osage-kvinde (spillet med stil og værdighed af Lily Gladstone).
Martin Scorsese har skrevet filmens rytmiske manuskript sammen med Eric Roth på baggrund af David Granns opsigtsvækkende roman. En stor klassisk fortælling, der udmærker sig ved at rehabilitere det indianske folk i den amerikanske filmhistorie, hvor de alt for ofte har optrådt som skurke.
Filmen er lang – måske for lang for nogen?, men længden giver filmen et episk flow, den ikke kunne have undværet. KILLERS OF THE FLOWER MOON er tilmed en teknisk nydelse på samtlige fronter.
Leonardo DiCaprio, Lily Gladstone og Robert de Niro fortjener alle Oscar-nomineringer, og både filmen og instruktøren Martin Scorsese bør have vinderchancer, hvis der er nogen rimelighed til.
Martin Scorsese tager selv ordet til allersidst og får på fineste vis understreget, at han kan andet og mere end at skabe effektive gangsterdramaer. KILLERS OF THE FLOWER MOON er måske i virkeligheden mest beslægtet med Scorseses overdådige Luchino Visconti-hyldest “Uskyldens år”.
Afholder filmens længde (næsten tre og en halv time) enkelte fra at kalde den et mesterværk, så er KILLERS OF THE FLOWER MOON i al fald helt utvetydig en mesters værk og det eneste oplagte bud p.t. på årets amerikanske film.
