GRAN TURISMO

★★★☆☆☆

At det kan lade sig gøre at mixe såkaldt “branding” med raffineret filmkunst, er den biografaktuelle “Barbie” et lysende eksempel på. Derimod fremstår GRAN TURISMO (inspireret af computerspillet af samme navn) som et kluntet forsøg på at udnytte filmbranchen til promovering af diverse produkter med tilknytning til spillet.

GRAN TURISMO bygger ikke desto mindre på en autentisk historie om drengen Jann (sympatisk fremstillet af Archie Madekwe), der er så god til spillet, at han får mulighed for at uddanne sig til racerkører. Det er dog ikke alle, der synes, at det er en god ide, og diverse rivaler såvel som hans egen far (en ganske rørende indsats af Oscar-vinderen Djimon Hounsou) kæmper imod.

Orlando Bloom er slet ikke ueffen som en klam PR-mand, der gerne svindler med resultatet af en konkurrence for at opnå bedre PR. Også David Harbour har sine øjeblikke som den modvillige træner, der overraskes af det unge talent.

Rent teknisk viser instruktøren Neill Blomkamp, at han har styr på tingene, ikke mindst i de mange ræs, men helt overvinde manuskriptets banaliteter kan han dog ikke. Og med en spilletid på to timer og et kvarter indskriver filmen sig i rækken af alt for lange racer-film.