MACBETH IN CONCERT

★★★★★☆


Hamlet Scenens Shakespeare-festival så i år noget pauvert ud på papiret.

Man lagde ud med en gakket dansk opsætning af William Shakespeares “Stormen”, som har spillet gratis inde i Ørstedsparken til blandet kritik, men som publikum nu forventes at betale flere hundrede kroner for i Helsingør.

Årets store udenlandske satsning har kun en skuespiller på scenen. Men det er til gengæld et af Tysklands største talenter i disse år, Christian Friedel, som også har iscenesat aftenens forestilling.+ Han er kendt og elsket for den kostbare TV-serie “Babylon, Berlin”, og cphculture.dk nominerede ham for årets mandlige hovedrollepræstation i 2016 for krigsdramaet “Urmageren”. Christian Friedel stod i 2015 også i spidsen for en fortræffelig Hamlet på Kronborg og har faktisk også spillet Portia i en mandeversion af Købmanden i Venedig helt tilbage i 2013.

På grund af vejrforholdene var MACBETH IN CONCERT rykket i ly på Kulturværftets Store Scene, der viste sig ganske velegnet til en forestilling af denne type. Christian Friedel havde godt selskab på scenen og var omgivet af en gruppe velspillende musikere fra sit band “Woods of Birnam”. Bandets navn henviser til en skov i England omtalt i Shakespeares “Macbeth”, hvor det også fungerer som synonym for den engelske hær. Stilen er da også hårdtslående rock – men med plads til poesi – ledsaget af et visuelt sansebombardement på bagscenen, hvor ekspressive abstrakte videoprojiceringer understreger Macbeths blodige liv og død.

Resultatet er forbavsende godt, og når der heiles på tysk af Macbeth, forstår man parallelen til Der Führer, en anden psykopatisk folkeforfører med blod på hænderne. Emner som skyld og skyldfølelse giver forestillingen en tyngde, som man ikke altid forbinder med teaterkoncerter.

MACBETH IN CONCERT fremstår som spektakulært musikdramatik af overvældende styrke, og en spændende satsning for Hamlet Scenen, der redder sæsonen trods vejrgudernes ugunst.

(Michael Søby)