Er CABARET verdens bedste musical? Den er i al fald et godt bud. Ikke mindst Bob Fosses filmversion med Oscar-belønnede Liza Minnelli som den definitive Sally Bowles står klart i erindringen.
Teaterudgaven er i mindre grad et soloshow, og Jesper Duponts vellykkede iscenesættelse finder en fin balance mellem fortid og nutid. Camilla Bjørnvads fortræffelige blodrøde scenografi er velsignet med grønne velour-gardiner, der spiller smukt sammen med de grønne træer, som omgiver Nyborg Voldspil, og som samtidig matcher de nazi-uniformer, som gradvist bliver mere synlige i 1920’ernes Berlin. Michael Nøhrs kostumer er generelt farverige, men i enkelte tilfælde forekommer farvevalgene rigeligt moderne.
Mikal Korsgaard Larsen er en kærnesund Cliff Bradshaw, der for alvor bliver voksen i Berlin efter mødet med den guddommeligt dekandente kabaret-sangerinde Sally. Louise Dencker Rasmussen er ingen Liza Minnelli, og det hverken kan eller skal man forvente. Men iscenesætter Jesper Dupont formår alligevel at bruge hende dygtigt. For på en måde gør det tragedien større, at Sally netop ikke er den magiske stjerne, hun så gerne vil være, men blot en pige, der kæmper for at overleve i den verden, hun kender og elsker. Netop på de betingelser fungerer Louise Dencker Rasmussens Sally i den dramatiske sammenhæng og det har også hun ære af.
Benjamin Holmstrøm Nielsens er en overraskende nutidig Emcee – med en Queer-udstråling, som også vor tids unge vil kunne relatere til – især i nummeret “I Don’t Care Much” – fint koreograferet af Peter Friis. Vi kan ikke efterlader vores problemer udenfor The Kit Kat Club, for vi er allerede ude i det fri, men måske oversætteren Jesper Dupont skulle have vovet at efterlade vores problemer “hjemme”, så giver teksten i al fald mere mening i denne sammenhæng.
Lasse Rasch poserer selvsikkert som Ernst Ludwig, men hans seksualitet underspilles i denne udgave, der aldrig for alvor bliver erotisk farlig, og det er synd.
Forestillingens bedste præstation yder Merete Beltoft som Fräulein Schneider. Her mærker man for alvor en periode-fornemmelse og en smerte, der bygger på et langt liv med stadig flere prøvelser. Glimrende er også Henrik Madsen som en meget mild og resignerende Herr Schultz.
Emma Normann Hansens matrosmættede Fräulein Kost fører an i nazi-sangen “Tomorrow Belongs To Me” (der ligesom de øvrige sange synges på dansk trods de engelske titler i programmet) til festen for det kommende brudepar Fräulein Schneider og Herr Schultz, og Jesper Dupont rykker sit ensemble helt frem på scenen, så også vi mærker ubehaget.
CABARET er en ambitiøs og flot forestilling med et velsyngende ensemble, som også sang- og kor instruktøren Johnny Jørgensen fortjener ros for. Dejligt at Nyborg Voldspil også vover at tage livtag med en klassiker af denne type. John Kander og Fred Ebbs sange synes ikke blot uopslidelige, men har stadig bid. Jesper Dupont har tydeligvis også haft en vision med hvert eneste nummer, og takket være Kristoffer Nybye musikalske ledelse og et velspillende orkester med kapelmester Tuomas Korhonen i front bliver CABARET også en fornøjelse at lytte til.
Man kunne med fordel have strammet tempoet op især i de indledende spillescener, og pausen kom i al fald på premiereaftenen for sent. Men at CABARET som helhed er en succes og et besøg værd, bør der ikke herske tvivl om.
(Michael Søby)
