Det er ikke første gang, at sangerinden NATASJA er centrum for en usædvanlig musikforestilling. Faktisk havde hun selv hovedrollen i rhythm & poetry-forestillingen “Kampen om Danmark” i 2006. Et samarbejde mellem BaggårdTeatret og Odense Teater iscenesat af Lasse Bo Handberg med bl.a. Mads Nørby, Signe Anastassia Mannov og rapperen UFO på rollelisten.
Men nu bliver den afdøde sangerinde NATASJA hyldet i Operaen, hvor Lion Musicals og Live Nation har forenet kræfter med forestillingens idemand og manuskriptforfatter Clemens Telling i et vitalt og farverigt show.
Dramaturgisk kan man sagtens finde fejl, og det er heller ikke alle replikker eller sangtekster, der når helt ud til publikum – hvilket også skyldes en til tider uklar diktion hos flere af de medvirkende. Clemens er sluppet forbavsende godt fra at skrive manuskriptet på vers, men sangteksterne forekommer at være en mere uegal masse med måske lidt for mange forskellige leverandører.
Men selv med disse alvorlige forbehold må man bare overgive sig til forestillingen NATASJA, som Nikolaj Cederholm har iscenesat spektakulært allieret med den uovertrufne scenograf Benjamin La Cour. En ekspressiv malerisk digital grafik danner undervejs en dynamisk kontrast til den spæde primitive start, hvor NATASJA må optræde i lidet glamourøse omgivelser.
Vi oplever nøglebegivenheder i hendes liv, og tre meget forskellige kvinder (Cisilia Ismailova, Roberta Hilarius Reichhardt og Feven Geles) deles om titelrollen. Men det giver mening i Nikolaj Cederholms iscenesættelse, der hele tiden udfordrer vores opfattelse af alder, køn og hudfarve for at fortælle en større historie.
Cisilia Ismailova byder ind med både sødme og styrke, Feven (FVN) Geles fremstår både sej og kampklar, mens Roberta Hilarius Reichhardt agerer den mere sårbare NATASJA. Alle med bemærkelsesværdige stemmer, og det er en interessant detalje, at det er Roberta Hilarius Reichhardts lyse NATASJA, der udsættes for racisme.
Caroline Henderson tegner et vittigt portræt af den svenske musikproducent Denniz Pop, der hitter internationalt med Ace of Base. Men han har svært ved at tæmme den rebelske NATASJA, der ved, at hun vil noget andet med sin musik. I Jamaica vinder hun en stor musikkonkurrence, og også som den første kvindelige rytter i et hestevæddeløb i Sudan bryder hun grænser for, hvad kvinder kan, hvis bare de får muligheden.
Trine Appel får et velkomment comeback som NATASJAs hårdtprøvede mor, og skaber også en række præcise portrætter af nogle af de mange kiksede mænd omkring NATASJA.
Helt afgørende for forestilingens sprudlende karakter er koreografen Toniah Pedersen og hendes fortræffelige dansere, der blandt andet tæller to af tidens hotteste navne Oliver G. Zohore Bergstedt og Ibrahim Ukash Flensborg Madsen. Aldrig har Operaens scene i den grad emmet af liv, og såvel Luc Boris André Kouadio som Suad Demirovic fortjener også at blive nævnt i den forbindelse.
Kapelmester Pharfar får i sandhed musikken til ånde, og til sidst må Operaens publikum op af stolene for at synge med på NATASJAs største hits. Man fryder sig over, at det tilsyneladende er lykkedes at lokke et helt andet og noget yngre publikum i Operaen, end man sædvanligvis ser. Så også på den front er NATASJA et vellykket projekt, der formår at overvinde sine egne mangler takket være en uforfalsket spilleglæde på scenen. Samt en fælles kærlighed til en ung kvinde, der hed NATASJA. Det hedder hun stadigvæk.
(Michael Søby)
