For fans af genren – og næppe for andre – kan det interessere, at INSIDIOUS 5: THE RED DOOR ikke er en fortsættelse til film nr. 4, der ligesom nr. 3 var en såkaldt Prequel til de to første film! INSIDIOUS 5: THE RED DOOR er således en efterfølger til den en-stjernede “Insidious 2” – forstå det, hvem der gider.
Den engang så lovende Patrick Wilson (“Little Children” og TV-serien “Angels In America”) vender formodentlig af økonomiske årsager tilbage til rollen som John Lambert, men det har givet også lokket, at han selv har fået lov ti at instruere. Filmen er kun en my bedre end etteren, men stadig underligt ufokuseret. Han spilder Rose Byrne, og vi får kun et glimt af Barbara Hershey, der også er alt for god en skuespiller til at ende sin karriere i en slamserie som denne.
Uden en instruktør virker Patrick Wilson fad og fersk, og Ty Simpkins, som igen spiller sønnen Dalton, fremstår uden besvær som filmens mest interessante karakter. Simpkins, der også spillede Patrick Wilsons søn i “Little Children”, er nok mest kendt for “Jurassic World”, men var også Kate Winsets barn i den mesterlige “Revolutionary Road”. Man aner et talent i den unge mand, men må samtidig konstatere, at det ikke blev Patrick Wilson, der forløste det – i al fald i denne omgang.
Da handlingen forekommer ligegyldig og gysene i bedste fald ordinære, er der faktisk ingen gode argumenter for at se denne gabende kedsommelige film.