“Nostalgi er ikke hvad det har været” var den raffinerede titel på den franske skuespillerinde Simone Signorets erinderinger, og titlen synes også at have relevans, når man ser den seneste film om Indiana Jones – 42 år efter at Steven Spielbergs første Indiana Jones-film “Jagten på den forsvundne skat” fik verdenspremiere.
I filmens første del har både Harrison Fords bedagede Indiana Jones og hans nazistiske rival (karikeret spillet af Mads Mikkelsen) været igennem en computerstyret foryngelsesproces, så man et øjeblik tror, at det er en trailer til den nye Barbie-film, som vi ser på det store lærred. Det giver filmen en uheldig syntetisk begyndelse, som kun Toby Jones (“Empire of Light”) overlever rent kunstnerisk.
Men herefter springer vi frem i tiden til de tidlige 70’ere, hvor den aldrende Indiana Jones pludselig inddrages i et nyt eventyr, der bringer ham på en enestående tidsrejse. Men hvis nogen kan ændre historiens gang så må det vel være Indiana Jones?
Med sig på sin rejse har han sin guddatter, som gestaltes af Phoebe Waller-Bridge. Hun tilfører Indiana Jones-universet en tiltrængt friskhed, men har på den anden side ikke samme form for periodefornemmelse som eksempelvis Harrison Ford, og hendes emsige karakter undgår ikke helt at irritere.
Antonio Banderas dukker pludselig op, men spildes fatalt af instruktøren James Mangold, der blev Oscar-nomineret for at producere den mesterlige “Le Mans ’66”, som han også instruerede. Mangold har dog bedre held med at bruge gamle kendinge fra diverse Indiana Jones-film, og får også bygget smukt op til filmens bevægende klimaks.
INDIANA JONES AND THE DIAL OF DESTINY er da også en ganske flot produktion, der gør god brug af on location-optagelserne og giver den aldrende komponist John Williams lejlighed til at fuldende sin musikalske ramme omkring Indiana Jones. Harrison Ford formår på troværdig vis stadig at fylde rollen ud og mon ikke, at han efterhånden står blandt de forreste i køen, når der skal uddeles æres-Oscars?
Nostalgien har vist alligevel en plads i vor tid – hvis man vel at mærke er blandt de dinosaurer, der stadig kan huske deres allerførste møde med en Indiana Jones-film.
