HJØRRING REVYEN 2023

★★★★★☆


Revyen i Hjørring kan – utroligt men sandt – fejrer 50-års fødselsdag i år, og det sker med manér på Vendsyssel Teaters store scene.

Jubilæumsrevyen lægger ud med et nummer inspireret af H. C. Andersens “Det er ganske vist”, hvor en lang række af revyens mest prominente kunstnere fra dens første halve århundrede indgår i en slags tv-sketch. Fra Per Pallesen, Eddie Skoller og Finn Nielsen til Kirsten Peüliche, Lisbet Lundquist og Sonja Oppenhagen. Senere følger også en festlig samling af de såkaldte shorties: En række ultra-korte sketcher, som i en årrække var Hjørring Revyens særkende.

For revydirektøren Henrik Baloo Andersen vedkender sig de skuldre, som han og alle andre i Hjørring Revyen står på. Det har blandt andet resulteret i en flot jubilæumsbog, som vil være uundværlig læsning for enhver revyelsker.

Samtidig bør det understreges, at når revyen i dag kan stå på egne ben, skyldes det især Henrik Baloo Andersen. Han har i den grad formået at få dygtige skuespillere til Hjørring, og så er han som kapelmester tilmed garant for Hjørring Revyens tårnhøje musikalske niveau. Det gælder også i år, ikke mindst i det forrygende finale-medley med musik fra 1973, hvor den allerførste Hjørring Revy havde premiere.

Jubilæumsrevyen byder også på et kærkomment gensyn med Donald Andersen, der udfolder sin overrumplende musikalitet i et originalt trommenummer med politisk bid. En opdatering af et af hans tidligere numre, der viser, at Donald Andersen er still going strong. Andersen er tilmed også vittig som vært ved en mildest talt aparte koncert med danske fodboldsange!

Ny i Hjørring Revyen er Reumert-nominerede Christiane Gjellerup Koch, der afgjort er et plus for forestillingen. Hendes robuste lune kendes fra de københavnske scener som eksempelvis Grønnegårds Teatret, Betty Nansen Teatret, Nørrebro Teater og Det Kongelige Teater, men i Hjørring får hun lov til at vise, at hun både kan synge og være sjov.

Hendes mand Morten Staugaard, der i sin ungdom medvirkede i Vrå Revyen, er med kort varsel sprunget ind i Hjørring Revyen for at aflaste Preben Kristensen, der slog hovedet i prøveforløbet, men Staugaard klarer sin dublering upåklagelig. Preben Kristensen medvirker i nogle få numre, og har bl.a. en fin lille vise af Leif Fabricius og Trine Gadeberg om længslen efter “Byens stolte søn”. Han og Trine Gadeberg giver den også som kikset dansktop-duo i “Klimaforandringer” til en tekst, de selv har skrevet. Trine Gadeberg brillerer ligeledes som operadiva i “Chimes” og finder nye facetter i sin Pelle i en dristig Queer-tekst, som hun og gemalen Kasper Le Fevre har skrevet.

Kasper Le Fevre imponerer også som performer – især når han taler med dialekt i højt tempo. Musikalsk spænder han fra Elton John til bevidst bøvet fodbold-skrål, og bidrager i øvrigt med god energi.

Iscenesætter Birgitte Næss-Schmidt sørger for, at revyen kommer sikkert i mål, og man behøver ikke være bekymret for billetsalget, for der er allerede inden premieren meldt udsolgt. Så man kan roligt fastslå, at Hjørring Revyen kan fejre sine flotte 50 år som en utvetydig succes.

(Michael Søby)