DE TRE MUSKETERER: D’ARTAGNAN er (endnu) en filmatisering af Alexander Dumas’ klassiske roman.
Sidst vi så en udgave af netop denne fortælling i de danske biografer var i animationsfilmen “Dogtanian og de tre muskevovser” (“D’artacán y los tres mosqueperros”), en ganske charmant, meget fri og slet ikke umorsom børnefilm.
Der er dog nærmest tradition for at forholde sig ret frit til materialet, og de bedste filmatiseringer af Dumas’ mesterværk tæller da også George Sidneys technicolor-version fra 1948 med Gene Kelly og Lana Turner, Bernard Borderies franske fortolkning fra 1961 med Jean Carmet og Mylène Demongeot, og Richard Lesters underholdende “De tre musketerer” fra 1973 med Michael York, Faye Dunaway og Raquel Welch.
Ligesom sidstnævnte er den biografaktuelle DE TRE MUSKETERER: D’ARTAGNAN også blot den første af to dele, så man må ikke forvente en perfekt afrundet historie endnu. Men Martin Bourboulon (“Eiffel”) har skabt en ganske overdådig produktion, der udmærket sig ved at være ganske underholdende
Vincent Cassel, Romain Duris og Pio Marmaï spiller ganske veloplagt de tre musketerer Athos, Aramis og Porthos, men filmens egentlige hovedrolle, den unge vitale D’Artagnan, varetages med kæk charme og gå-på-mod af Francois Civil.
Louis Garrel og Vicky Krieps er velspillende som royalt par med problemer, men Eva Greens moderne og manierede bud på den gloriøse skurkinde Milady de Winther kan ikke måle sig med forgængere som Lana Turner, Mylène Demongeot og Faye Dunaway i samme rolle.
DE TRE MUSKETERER: D’ARTAGNAN er en spraglet underholdningsfilm, og et tiltrængt alternativ til de amerikanske produktioner, der i al fald for høj grad får lov til at dominere filmudbudet herhjemme.
