På Odense Teater er man gået en helt anden vej med deres store familieforestilling VALHALLA, der ligesom Det Kongelige Teaters “Ragnarok” er baseret på den nordiske mytologi – i tegneserieformat.
I begge tilfælde har de mandlige iscenesættere hægtet familiens yngste fra, og ingen af forestillingerne egner sig til børn under 7 år, hvilket ikke bare teatrene, men også forældre til mindre børn bør respektere.
Men hvor “Ragnanok” primært imponerer på det ydre plan, så befinder VALHALLA sig på et højere kunstnerisk niveau i Simon K. Bobergs konsekvente iscenesættelse. Samspillet mellem Rolf Søborg Hansen og Karin Ørums eventyrlige dukker og de maleriske teatertegninger i Mie Riis’ scenografi fungerer optimalt, og så er skuespillerensemblet i Odense altså endnu bedre end det hold, som Det Kongelige Teater har kunne stille til “Ragnarok”.
Kristoffer Helmuth og Lea Baastrup Rønne er ganske søde som Tjalfe og Røskva, men børnenes favoritter er tydeligvis ravnene Munin og Hugin festligt fremmanet af Malene Melsen og Benjamin Kitter, der samtidig viser talent som dukkeførere.
Benjamin Kitter dukker også op som Heimdal og Surt overfor sin ligeledes Reumert-nominerede kollega fra “Dødsdansen”, Lars Simonsen, der har pondus som Thor og får de mindste børn til at gyse som Fenris-ulven. Malene Melsen, der også havde fortjent en Reumert-nominering for “Dødsdansen” tidligere på sæsonen, tegner også et komplekst portræt af Loke. Louise Davidsen forvalter hele tre roller, og er bedst som Mimer, mens Klaus T. Søndergaard poserer mandigt som Odin.
Man kan eventuel supplere en teateroplevelse i Odeon med et besøg på det lokale bibliotek, hvor man ikke blot kan finde flere litterære udgaver af forlæget, men også den danske tegnefilm af samme format. Man man også lade de store børn læse en synopsis, inden man tager dem med i teatret, men ellers kan forestilling sagtens stå alene.
(Michael Søby)
