90-ÅRS FØDSELSDAGEN

★★★☆☆☆

Odsherred Teater har kastet sig over en sand nytårsklassiker, nemlig den tyske tv-sketch 90-ÅRS FØDSELSDAGEN, der i årevis har været et fast programpunkt i mange danske hjem på årets sidste dag umiddelbart før nytåret skydes ind.

Man har associeret sig med action-kompagniet Don Gnu ved at hyre Jannik Elkær som iscenesætter, og det viser sig at være en god ide et langt stykke af vejen. Hans vitale tilgang til stoffet personificeres på scenen af den adrætte akrobat Kasper Buus, der kan mere med sin krop end de fleste. Det tigerskind, som ligger på gulvet i Miss Sophies spisestue, bliver således vakt til live, hvilket ikke gør livet nemmere for den stadig mere berusede butler James.

Hele første akt tjener som en slags forberedelse til selve sketchen, selvom det efter pausen bliver klart, at vi faktisk godt kunne have undværet første akt, der primært gør nogle pointer i anden akt overtydelige.

Men så var vi gået glip af Alice Carreris lille sang i Bente Eskesens fine fortolkning. Eskesen kan både ligne og bevæge sig som Miss Sophie, men havde aldrig klaret de mange trapper i Kristian Knudsens semi-moderne scenografi, hvis ikke hun var i betydelig bedre form end Miss Sophie.

Henrik Ipsen får især efter pausen mulighed for at vise os, hvor festligt facetteret hans portræt af James i virkeligheden er. Både kropsligt og vokalt knokler han så meget, at man deler James’ bekymring for, om han vil være i stand til at give Miss Sophie den afslutning på fødseldagen, som hun forventer. Same procedure as every year…?

(Michael Søby)