Dramatikeren Sarah Kanes hovedværk 4:48 PSYKOSE omhandler en sindslidende kvinde, og kort efter Sarah Kane havde skrevet stykket færdig, tog hun sit eget liv i en alder af 28 år. I 2002 – tre år efter Sarah Kanes død – kunne man opleve Trine Dyrholm i den krævende rolle på Betty Nansen Teatrets annex-scene Edison. Hendes rystende præstation indbragte Trine Dyrholm karrierens eneste Reumert-pris, og står stadig som højdepunktet i Trine Dyrholms scenekarriere.
Forestillingens emne er ikke blevet mindre relevant i de knap 25 år siden Sarah Kanes død, men det er også en tekst, der kræver et særligt greb, en anderledes tilgang, hvis man skal sætte det op igen. Den tilgang har man fundet på S/H, der har indgået et samarbejde med Teater Glad, der arbejder med at udvide publikums opfattelse af mennesker med handikap.
Tre professionelle skuespillere med funktionsvariationer fra Teater Glads ensemble gør den unge piges univers levende for vore øjne, mens en ekstern skuespiller – Anne Reumert – formidler den unge piges ord med sårbarhed og smerte. Anne Reumerts spil er mere sart end råt, men i Jesper Michelsens iscenesættelse og med Lars Englund Frimann som medinstruktør har hun alligevel ære af sin fine indsats.
Lise Marie Birchs scenografi viser sig at være en stor gevinst for forestillingen. En gravplads med en monumental kiste i centrum, der gør døden nærværende på scenen.
Forestillingens længde afspejler præcis den tid, hvor Sarah Kanes sindslidende unge kvinde oplever en klarhed i sin daglige tilværelse.
En ung kvinde, der primært føler sig i live, når hun gør skade på sig selv, og som betragter sig selv som en kylling. Ved gravstedet står der også et udstoppet og dog konstant roterende stykke fjerkræ, der på bizar vis afspejler en grotesk form for liv og samtidig giver en slags håb – selv når den unge pige har forladt os.
(Michael Søby)
