10 år senere, den 26. september 1957, havde forestillingen, der fik titlen WEST SIDE STORY, endelig premiere, og den moderne musical var dermed født. Værket, forfattet af Arthur Laurents, havde musik af Leonard Bernstein samt sangtekster af det nye talent Stephen Sondheim, og blev en global succes i lighed med filmversionen fra 1961.
For Jerome Robbins må det dog have været en blandet oplevelse at lave filmen, og han skulle stadig være den eneste, der har vundet en Oscar for en filmindsats, som han nåede at blive fyret fra.
WEST SIDE STORY har tidligere på sæsonen demonstreret sin levedygtighed i Operaen, og nu har man fået den gode ide at udvide vores kendskab til den geniale koreograf. GIANT STEPS giver således publikum til at stifte bekendtskab med tre værker fra henholdsvis 1944, 1983 og 1979 af den store mester.
På Det Kongelige Teaters smukke gamle scene lægges, der kækt ud med balletten “Fancy Free”. Hvis man synes at genkende historien om de tre matroser på landlov og pigejagt, kan det hænge sammen med Stanley Donen og Gene Kellys Oscar-belønnede filmmusical “Sømænd på vulkaner” (“On The Town”), der er baseret på scenemusicalen “Fancy Free” – baseret på balletten af samme navn!
Jón Axel Fransson er det naturlige midtpunkt i matros-trioen, en karismatisk mand med både overskud og selvtillid. Tobias Praetorius fremstår som den Kongelige Ballets mest legesyge danser i øjeblikket, mens Sebastian Pico Haynes giver den sidste metros flere feminine attitude, et parti som Jerome Robbins selv dansede ved urpremieren i 1944.
Robert La Fosse har iscenesat assisteret af Tim Matiakis, og musikken er – naturligvis – af Leonoard Bernstein.
Efter den første pause – er to gange 25 minutters pause virkelig nødvendig? – præsenteres vi for “Glass Pieces”, hvor det selvsagt er Philip Glass, der har ansvaret for den hypnotiske musik.
Vi genkender flere af danserne i menneskemyldret fra det hidgangne Corpus-ensemble, og ikke mindst mod slutningen i denne andel del, hvor også musikken kulminerer, danses der i højt tempo med stærke dramatiske udtryk. Per Kristian Skalstad får i den sekvens det makismale ud af Det Kongelige Kapel ligesom Amar Ramasar (assisteret af Petrusjka Broholm) bør roses for sin iscenesættelse.
Trods titlen “De fire årstider” kan musikken til aftenens sidste ballet ikke tilskrives Vivaldi, men derimod (Giuseppe) Verdi. Maria Calegari og Bart Cooks lyriske iscenesættelse assisteret af Rose Gad og Ask la Cour bliver flot understøttet af Richard Hudsons changerende kostumer, der fikst afspejler årtidernes visuelle udvikling. Blandt de mange prægtige dansere fryder man sig især over Stephanie Chen Gundorff og Ryan Tomash.
GIANT STEPS fremstår samlet set som en værdig og veltimet hyldest til Jerome Robbins, der fortjener at bliver husket for andet og mere end “West Side Story”.
