LOVE ME KENTER

★★★★☆☆
Under Det Ny Teater, hvor man stadig spiller succes-musicalen “Miss Saigon”, finder man ikke blot en hyggelig restaurant med sangglade tjenere, men også Sceneriet, hvor der med jævne mellemrum har været alternative musikforestillinger – oftest af høj kvalitet.

LOVE ME KENTER hedder aftenens forestilling, der ubesværet føjer sig til sejrsrækken med et show, der byder stand-up generationen trods med et nummer om retten til blot at sidde og glo ud i luften.

På scenen står to aldrende ex-kærester Tommy Kenter og AnnMari Max Hansen, og det kan man i positiv forstand godt mærke. Hjertevarmen fylder scenerummet, når de står overfor hinanden – og selv når de spiller en sketch, der kræver at de skændes, fornemmer man en fortrolighed og en rummelighed, der forplanter sig til publikum.

Tommy Kenter spillede sit livs rolle som “Spillemand på et tagryg” og fik den smukkest tænkelige opbakning af AnnMari Max Hansen i rollen som hans viv. AnnMari Max Hansen fik også en personlig succes ud af sin medvirken i musicalen “Oliver!” – ligeledes på Det Ny Teater – og kan stadig synge fordanskede evergreens som “The Man That Got Away” fra Judy Garland-musicalen “A Star Is Born”, så man bliver helt blød i knæene.

Man får også våde øjne, når hun og Tommy Kenter synger duet – den Oscar-nominerede How Do You Keep The Music Playing” fra filmen “Best of Friends”. Michel Legrands besnærende melodi opnår fuldkommen symbiose med Alan Bergman and Marilyn Bergmans livskloge ord. De bakkes fortrinligt op af Jan Glæsels “Almost Big Band”, der består af een kvinde og fem mænd.

Tommy Kenter kan stadig swinge, men det er som krukket skuespiller, der skal belære en ung teaterlærling om, hvordan man spiller teater, at han for alvor funkler. Med vittige hints til en branche, der ikke kan sige sig fri for dårskaber, at han for alvor får mindet os om talentets format.

Scenografisk er der ikke meget at hente, og der er heller ikke krediteret nogen instruktør på forestillingen. Men LOVE ME KENTER har mere sjæl – og fremfor alt – kærlighed end så mange andre mere ødsle produktioner. Så man bør ikke snyde sig selv for at opleve disse prægtige skuespillere i kærlig forening. LOVE ME KENTER er skabt af det såkaldte “grå guld” (!), men det er ægte guld, som vedbliver med at skinne.

(Michael Søby)