Sarah befinder sig mentalt på afgrundens rand – det er så meget, der går af helvede til: Klimakrisen synes værre end nogensinde, krigen er kommet tættere på og forholdet til mor synes ikke at være blevet forbedret. Sarah dirrer af nerver, og lader al sin desperation gå ud over den mor, der nægter at se udviklingen i øjnene, og vælger at tro, at alting nok skal ordne sig.
Dramatikeren Peter-Clement Woetmann har stået for ordene, og man mærker hans baggrund som digter, mens det rent dramatiske talent primært titter frem i Sarah udfald mod moderen. Forestillingens prætentiøse titel gør desuden intet godt for kontakten til publikum.
Sophie Zinckernagel spiller med følelserne udenpå det sparsomme tøj, men sympati eller interesse for denne Sarah får vi faktisk ikke – dertil er hun for aggresiv, selvoptaget, støjende og ubehagelig. Man har derimod medfølelse med moderen, en rolle som Petrine Agger har overtaget en sygemelt Charlotte Elizabeth Munksgaard, og som hun spiller med både lune og underfundighed.
Sarah fantaserer om havet og blå koraler, og pludselig dukker musikeren og sangeren Hannah Schneider op som syngende havskabning, uden at vi føler os mere oplyst af den grund, men i det mindste synger hun kønt.
Iscenesætter Lene Skytt har vijlen til at lave en absurd forestilling om den krise, som selv begavede moderne mennesker befinder sig i lige netop nu, men evner det i al fald ikke udfra Peter-Clement Woetmannd tekst.
BLÅ KORAL: TYS TYS DOLLAR kan i bedste fald opleves som en kuriøsitet, men man er ikke ene om at kede sig, så det støver, selvom forestillingen kun varer en god times tid. Første del virker nærmest som et forsøg på at genoplive radioteatret, vi sidder blot i teatermørket og venter al for længe på, at forestillingen for alvor kan gå i gang.
Man må håbe, at folkene bag Teater FÅR302 får nok af at lave konceptteater for de indviede, og atter bliver hjemstedet for den sprudlende levende teaterkunst, som de engang repræsenterede.
(Michael Søby)
