Gyseren RØDT CHOK (“Don’t Look Now”) hører blandt hans bedre, og man mærker Nicolas Roegs sans for billedkompositioner og forkærlighed for den kvindelige anatomy i Anthony B. Richmonds Bafta-belønnede filmfotografering.
Daphne Du Mauriers fortælling handler om et sørgende par, der efter deres lille barn er drunknet, forsøger at genfinde kærligheden og livsglæden under et ophold i Venedig.
En overspillende Donald Sutherland og en fraværende Julie Christie spiller det unge par, og selvom de begge har været bedre i andre film – eksempelvis Robert Redfords “En ganske almindelig familie” og John Schlesingers “Darling”, så er de i det mindste seværdige.
Det bliver dog to særegne søstre, der bliver filmens mest fascinerende karakterer – for slet ikke at tale om en lille skabning i rød regnfrakke – i lighed med det druknede barn.
Men som så ofte før og senere i Nicolas Roegs karriere går luften ud af ballonen, inden filmen rundes af. Og selv den flotte billedside og en interessant lydkulisse kan ikke skjule, at RØDT CHOK i sidste ende er en tom film, der i sidste ende svigter sin skildring af sorg for at ende i det rene effektjageri.
At Cinemateket misbruger sin chance for at promovere nye kvalitetsfilm af anerkendte instruktører og med prisbelønnede skuespillerpræstationer, for i stedet at gøre en gammel overeksponeret gyser til månedens film, vidner om dårlig dømmekraft og manglende fornemmelse for relevans.
(Michael Søby)