På Østre Gasværk lukker man atter solskinnet ind i form af Gerome Ragni og James Rados musical HAIR. Den blev født i 1967 og forargede to år senere på Broadway – nu med nøgenhed. Sidst vi så den i Østre Gasværk var det som et sødt nostalgisk tilbageblik, og med Sanne Salomonsen, der medvirkede i den første virkelig vovede udgave af HAIR herhjemme i Cirkusbygningen anno 1971.
Den allerførste udgave af HAIR udenfor USA havde faktisk premiere på Gladsaxe Teater allerede d. 14/9 1968 i Preben Harris’ relativt tækkelig version iscenesat af Finn Poulsen med bl.a. Paul Hüttel, Erik Wedersøe, Ann-Mari Max Hansen, Kirsten Peuliche, Lotte Olsen og Birgit Zinn.
Hvor den allerførste danske udgave satsede på skuespillere, der kunne synge, satser Østre Gasværk denne gang primært på performere, der kan synge og danse. Replikbehandlingen er ikke det farverige ensembles force, og det går i nogen grad ud over forestillingens tyngde. Men spilleglæden kan man ikke tage fra dem.
Denne HAIR fremstår dog primært som en flot teaterkoncert, der udmærker sig ved at komme nutiden i møde. Ikke mindst kønspolitisk minder den om at fri kærlighed og den flydende seksualitet ikke er et nyt fænomen, men i den grad en del af blomsterbørnenes agenda og livsstil. Pigerne forekommer i denne opsætning mere tildækkede – en eftervirkning af Me Too-problematikken? – men mændene synes mere frimodig, og en enkel vifter frimodigt med sit lem foran en anmelder, der tilmed afstår fra tilbudet om at dække ham til.
Orkestret (en kvinde og otte mænd) er skjult indtil fremkaldelserne, men fortjener ros og de forbedrede lydforhold gør opsætningen til en fornøjelse for musikelskere. Flotte billedprojiceringer bidrager positivt til den visuelle oplevelse, som Kim Witzels scenografi faktisk er med en gigantisk bro som storslået centrum.
Lynne Kurdziel Formato har ikke blot iscenesat forestillingen som en gigantisk holdindsats – ingen nævnt ingen glemt, og har også koreograferet. Højdepunktet bliver en sekvens, hvor den ene krig afløser den anden, hvorefter der spoles tilbage, og krigene begynder forfra. Her får HAIR lidt af den tyngde, som man ellers savner.
Men til gengæld oser forestilling af kærlighed – såvel næstekærlighed som kærlighed til den næste. Vi kommer til at holde af disse unge og deres dårskaber. Uerfarne mennesker, der dengang som nu famler og føler sig frem i livet – men som dog tør leve og – i de fleste tilfælde – også lade håret gro.
(Michael Søby)
