Også i FARVEL TIL MADONNA tager hun skikkelse af den karismatiske performer Emma Sehested Høeg. Hun er af iscenesætter Jennifer Vedsted Christiansen blevet placeret i scenografen Petruska Miehe-Renards blomsterige fantasi-landskab som den eventyrprinsesse, som hendes sceniske alter ego Emma tror, hun selv er.
Drømmemanden sidder blandt publikum, men er han i virkeligheden drømmemanden? Eller er han bare sidste chance for at blive afsat i en fornuftig alder, fordi alle de andre kærester ikke har kunnet holde den sceniske Emma ud, fordi hun er for meget. Den Emma, vi møder på scenen, er slet ikke så lykkelig og selvsikker, som hun giver sig ud for – og hendes stadig mere patetiske sexfiksering fremstår som desperate forsøg på at sløre hendes manglende selvværd.
Emma Sehested Høeg synger kælent de sange, som hun og musikeren Viktor Dahl har komponeret til forestillingen, og som fletter sig ubesværet ind i det nærgående og ret syrede kvindeunivers, vi bliver en del af.
Det forkommer dog ret selvmodsigende – måske endda lidt hyklerisk?, at der i programmet står om Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen, at de er “SÅ FÆRDIGE med at være centrum for mandens begær”, når så stor en del af forestillingen på det nærmeste indbyder til det.
Humoren er naturligvis medpassager, men det ændrer ikke ved, at en smuk kvindes nøgne krop kan vække mange mænds begær ligesom en smuk mands nøgne krop kan vække mange kvinders. Så hvis målet vitterligt er IKKE at ville være genstand for mandens begær, så er hovedpersonens fremtoning i forestillingen nok ikke ideel.
Kunstnerduoen synes dog heldigvis også at favne dette paradoks, og selv som mand fryder man sig over deres opgør med vor tids kønsroller. Det er åbenbart blevet ok for en visse unge piger at tilbyde sex til en taxachauffør for en tur hjem fra byen?
Det skal blive spændende at se, hvordan duoen gebærder sig i et uerotisk univers, og om talenterne også kan bruges til bare at fortælle en god historie, der ikke hele tiden kredser om køn og sex.
(Michael Søby)
