Som litterære videnskabskvinder dissekerer de Aidts forfatterskab og smækker Aidts favorittemaer samt yndlingsord som “Honningtunge” og “blåregn” op på hver deres tavler.
Sarah Boberg og Anette Støvelbæk leverer atter dedikerede præstationer, og begge har fået større scenisk gennemslagskraft siden sidst. Stærkest når blidheden brydes af en pludselig vrede, som selv en nøgen ryg ikke kan skjule.
Instruktøren og teaterchefen Maria Vinterberg får i højere grad stoffet til at fænge denne gang, selvom for store dele af forestillingen stadig virker som oplæsning fremfor teater. Men man lytter til hvert et ord og får i sidste ende et positivt indtryk af Aidts ofte brutale forfatterskab.
Men måske kommer hendes ord alligevel mere til deres ret i bogform frem for på en teaterscene? Den tvivl kan selv to dygtige skuespillerinder ikke fjerne fuldstændig, men de giver os i al fald lysten til at læse videre, og det kan både vi og Naja Marie Aidt sandelig også være tilfredse med.
(Michael Søby)