Vi inviteres indenfor i samlingen Dansk og Nordisk Kunst 1750-1900, og møder allerede i samlingens første rum en alvorlig, mørkklædt herre (myndigt fremstillet af Jacob Christian Hansen). Han giver os en kort, præcis introduktion til Thomas Edisons bedrifter, som må siges at være en forudsætning for forestillingen, og vi kan således oplyst gå videre på egen hånd i op til halvanden time.
Nye skikkelser og diverse apparater og videnskabelige instrumenter danner en ofte sigende kontrast til de mennesker, de hjem og den natur, vi ser på billederne omkring dem.
Elektricitetens mangfoldighed og indflydelse afspejles på glimrede vis undervejs: Fra det elektriske lys, der ændrede livet radikalt for mange familier – ikke mindst for kvinderne – til elektromagnetismen og den elektriske kunst, inklusiv den elektriske musik, som vi får flere eksempler på undervejs. En lydmæssig dokumentation af det moderne gennembrud som modsætning til Guldalderens korværker.
Størst indtryk gør den direkte konfrontation med maskiner, der kunne udføre elektrochok og tage menneskeliv. En kvinde synger foran en elektrisk stol, åbenbart en klagesang, der undervejs får karakter af skrig. Bag stolen ser vi et klassisk maleri af en nøgen mand, der tilsyneladende vandrer forvildet rundt i en skov, men som i sammenhæng med stolen og klagesangen bliver et stærkt udtryk for det nøgne menneskes skrøbelighed. Vi har opfundet elektriciteten og tænker kun på den, når den ikke virker, men den har for længst overtaget magten over os og kan til hver en tid kortslutte vores tilværelse.
Skal man som teateranmelder kritisere noget ved forestillingen, må det være, at den ikke i højere grad udnytter de teatralske muligheder i stoffet i dialogform. Vi belæres først og fremmest – hvilket bestemt er værdifuldt. Men mere dialog – også blandt de medvirkende kunstnere – kunne måske have afstedkommet en endnu højere grad af interaktion til fælles gavn og glæde?
Det ændrer dog ikke ved, at ELEKTRICITET er et begavet, gennemarbejdet, og tankevækkende eksperiment, der formår at danne bro mellem billedkunst og teater.
(Michael Søby)
