Set i det lys er det godt, at Aalborg Teater har fået ny chef, for kvaliteten af teatrets forestillinger har været svingende i flere år. Var det ikke for enkelte prominente skuespillerprofiler som f.eks. Teaterpokal-modtageren Marie Knudsen Fogh samt nogle dygtige dramatikere, ville det se sort ud på Aalborg Teater.
Et af teatrets seneste udspil, MOBY DICK, er tilmed så livløst, at man forbløffes over, at det i det hele taget har fået premiere. Man bruger tilmed Herman Melvilles mesterværk “Moby Dick” til at sælge forestillingen, men Camilla Kold Andersens såkaldte dramatisering og iscenesættelse ligger så langt fra den oprindelige værk, at det grænser til en fornærmelse.
Selvom dramatikeren er ude på dybt vand, kommer vi aldrig rigtig ud på havet, men befinder os i stedet på et dødt museum, hvor tre udstillede hvalfangere pludselig vækkes til live. De hjemsøges tilsyneladende af alle de arter, der er gået tabt på grund af dem, og men har stadig drømmen om at fange den store hval.
Teksten hjemsøges af endeløse opremsninger og virker blottet for fremdrift og almen menneskelig intereresse. Man har decideret medlidenhed med de tre medvirkende, i særdeleshed Martin Ringsmose, der har valgt at forlade Aalborg Teater, hvor han gennem mange år har været et lyspunkt i flere forestillinger. Forhåbentlig venter der ham nogle gode opgaver fremover andre steder efter en vittig birolle i den biografaktuelle spillefilm “Meter i sekundet”.
Til slut kravler de tre hvalfanger tilbage ind i deres montre, og hvad kan vi så lære at det? Forhåbentlig ikke noget, der vil afholde folk for at besøge Aalborg Teater igen, for Aalborg Teatret fortjener en fremtid og en kunstnerisk ansigtsløftning, og det kan kun gå for langsomt.
Hvis der findes halve bifald, så var det, hvad vi oplevede i aftes i Aalborg Teaters mindste teaterrum. Det var ikke bare synd for de stakkels skuespillere, og men faktisk også for publikum, der helst vil takke for forestillingen, men her var der bare uhyre lidt at takke for.
