I en tid, hvor muligheden for dansk krigsdeltagelse absolut er tilstede, forekommer uhyre relevant at minde om den splittelse og de konsekvenser, som en krig kan have for dem, der også rent fysisk bliver en del af den. Derfor er det godt set af HIMMERLANDS TEATER, at HJEM KÆRE HJEM skal spilles igen.
Danskernes madglade er ikke blevet mindre siden dengang – se bare hvordan det er boomet med madprogrammer siden! Derfor forekommer hele stykkets optakt, et ungt pars tilberedning af et måltid, som en gloriøst spidning af tidsånden anno 2023. Vi får ikke set nyhederne længere, for vi skal jo nå at være klar til Bagedysten.
Ronny Sterlø er vittig i sin skildring af den moderne mand, der har ambitioner om at stå for middagen og som helt sikkert også får sin del af æren for middagen, men som i sidste ende overlader tilberedelsen til sin elskede – som så ofte før, fornemmer man.
Hun spilles befriende kritisk af Laura Kold, for denne kvinde er slet ikke så åbne og lydhør, som hun selv går og tror. Hun møder den hjemvendte soldat med skepsis, for hun har ikke tillid til den krig, han er en del af. Men hun vil samtidig gerne bekræftes for sit udseende og ifører sig stadig strammere kjoler, mens hun agerer kysk. Hun kritiserer soldaten bag hans ryg for hans pludselige humørskift, men praktiserer det selv, da hun vender tilbage fra et unødvendigt isindkøb.
Caspar Juel Berg har næppe nogensinde været bedre, end som den hjemvendte soldat, der som så mange med samme baggrund har svært ved at omstille sig til et normalt liv efter at have oplevet krigens gru på nært hold. Hans konstant nervesitrende spil bliver forestillingens dynamo, men han er allermest rørende, når han lider endnu et nederlag ved ikke at kunne styre de stærke følelsesudsving, der blev konsekvensen af hans krigsdeltagelse.
Måske havde middagen mellem disse tre ikke udviklet sig så dramatisk, hvis soldaten var blevet mødt med ægte sympati, empati og rummelighed fra alle sider? Omvendt er det også sandsynligt, at soldaten – og enhver anden med voldsomme krigsoplevelser – aldrig kommer sig helt over disse traumer, og selv en god middag i generelt akavet men også venligsindet selskab kan ikke ændre dette.
Hanne Trap Friis har iscenesat med en fin forståelse af stykkets kompleksitet, og får det bedste frem i sine skuespillere, der er omgivet af Nick Pederens passende gennemsigtige scenografi. Her er ingen illusioner, ingen steder at gemme sig. Vi er nødsaget til at se hinanden i øjnene og få sagt, det der skal siges i HJEM KÆRE HJEM på Himmerlands Teater.
(Michael Søby)
