ALL THE BEAUTY AND THE BLOODSHED

★★★★★☆
Alle danske fingre bør være krydset for, at Simon Lereng Wilmonts danske dokumentarfilm “Et hus af splinter” (“A House Made of Splinters”/”Будинок із трісок”) vinder årets Oscar for bedste dokumentarfilm.

Favoritten er dog Laura Poitras ALL THE BEAUTY AND THE BLOODSHED, der vandt guldløven i Venedig – en hæder, der kun een gang tidligere er overgået en dokumentarfilm.

ALL THE BEAUTY AND THE BLOODSHED er ikke blot et portræt af fotografen og installationskunstneren Nan Goldin og hendes ekspressive arbejdsmetoder, men også en skildring af hendes stærkt personlige opgør med den stenrige Sackler-familie, der i årevis har støttet verdens førende kunstmuseer økonomisk. Samtidig drages Sackler-familiens medicinal-dynasti til ansvar for de mange tusinde mennesker, der døde i forbindelse med opioid-epidemien.

Laura Poitra, der allerede har vundet en Oscar for “Citizenfour” om whistlebloweren Edward Snowden, tvivler overhovedet ikke på, at Nan Goldin har ret, hvilket på een gang er filmens styrke og svaghed.

Nan Goldins mål synes i første omgang at være at stoppe de store museer i at modtage blodpenge fra Sackler-klanen. Men som kunstelsker virker det samtidig absurd, at man frasiger sig alle millionerne, før der har været en egentlig retssag og en dom, der går imod Sackler-familien.

Spørgsmålet er dog, om Sackler-familien i virkelighed er så rig, at den er hævet over loven?

ALL THE BEAUTY AND THE BLOODSHED er en interessant film med et originalt fokus – en indædt og effektiv aktivist, der bare nægter at give op.

Men “Et hus af splinter” (der p.t. kan ses på DR Live) vandt instruktørprisen på Sundance Filmfestivalen sidste år, og med den aktuelle situation i Ukraine er den danske film afgjort en seriøst kandidat til en Oscar. Og så rører den ikke blot ved vores retfærdighedfølelse, men også ved vores empati med små børn, der i grunden allerede fremstår som en form for krigsofre.