Danserne præsenteres på skift som døde kroppe, der afklædes, afvaskes og iføres deres dødsdragter. En rituel nøgtern skildring af, hvad der sker med vore kroppe – efter de er blevet til lig.
En båd synes at komme imod os. Er disse lig mon flygtninge, der er blevet skyllet i land under en farefuld overfart? Mikrofoner mere nærgående, end dem som kendte skuespillere udsættes for, forsøger at aftvinge ofrene svar.
Angsten for at leve, at overleve og at dø synes at være en del af mange menneskers tilværelse og CARCASS kommer den angst til udtryk både fysisk og verbalt. Vi er nøgne, når vi elsker og føler os mest fri og levende, og nøgne i stadiet mellem død og begravelse.
Koreografen Andreas Constantinous indfanger en lang række af disse momenter i tilværelsen med en fordomsfri oprigtighed, der ligesom livet både tiltaler og frastøder os. Men det er en forestilling, der vil os noget, og i kraft af det vitale hold af internationale dansere gør den indtryk, selvom den også stritter i lidt retninger.
Aris Papdopoulos, Theo Marion, Elise Ludinard, Paola Drera, Heli Pippingskold og sidst men ikke mindst William Cardoso kræver vores opmærksomhed og får den. Og vi tager budskabet med os hjem: Husk at leve dit liv. Vi kan tids nok ende som ådsler.
(Michael Søby)
