Mange kender historien fra film og tv, og det er stadig Richard Lesters filmatiseringer fra 1973 og 1974, der holder bedst, selvom også Lana Turner-versionen fra 1948 har sine spektakulære sekvenser.
Figaros og Den Ny Operas liftligt respektløse nye udgave indledes af den franske præsident Emmanuel Macron, som man på næsten foruroligende vis har fået til bevæge sin mund, så han også ifølge underteksterne kommer med rosende ord om aftenens forestilling.
Med god grund. Kristian Jensen, Hans Dueholm og Lisbeth Kjærulff har skrevet og iscenesat den boblende veloplagte forestilling, og sammen med den musikalske arrangør og pianist Allan Dahl Hansen varetager de ligeledes samtlige roller. Hele forestillingen emmer af spilleglæde og kommer handlingen i 2. akt ud på for mange sidespor, så klares det med godt humør og smittende energi.
Kristian Jensen er uimodståelig kæk som den unge D’Artagnan og hans frodige blonde paryk bølger som en kornmark, når han svinger kåren. Øm fremstår han også som den noget skødesløse Dronning Anna, og så kan han både synge og danse – med en kærlig hilsen til Tom Jones.
En ualmindelig velsyngende Lisbeth Kjærulff agerer den klodsede men også betagende Constance, hvilket bliver anledningen til teaterhistorien måske længste dødsscene, der omfatter både to duetter og en solo eller to. Hendes torch song til musikken fra Abbedissens store sang “Climb Every Mountain” (“The Sound of Music”) var faktisk mere fri i sit udtryk, end den havde været, da hun spillede den i Aalborg. Men hun kan også agere fæl skurk med fynsk accent. Hvem skulle nu havde troet, at det var den fæle kardinal Richelieu, der tog livet af Klokkeren fra Notre Dame (eller som den hedder i denne version: “Klokkeren fra Notre Madame”.
Hans Dueholm morer kosteligt som den pigebedårende Aramis, men leverer også en imposant udgave af den livsfarlige Milady. Allan Dahl Hansen formår ikke blot at være den sidste af de tre muskterer, men pendler som kapelmester for sit eget soloorkester uforfærdet fra operette og opera til alverdens former for pop og musicals. Inklusiv Michel Legrande franske “Pigen med paraplyerne” – og ingen franske ordspil forsømmes.
Til næsten år kan Figaros fejre 20-års jubilæum og gør det med “Gøngehøvdingen”. Det tegner godt, for de har næppe nogensinde været bedre end i disse år.
(Michael Søby)
