KØBENHAVN FINDES IKKE

★★★☆☆☆
Snowglobe og Scanbox Entertainment har produceret en anderledes dansk film, der fokuserer på et ikke nødvendigvis sundt kærlighedsforhold mellem to unge mennesker. Da pigen Ida forsvinder, afkræver faderen hendes kæreste svar, og Idas bror låser Sander inde, indtil de får en forklaring.

Samtalerne med Sander forløber nærmest som en slags forhør, der danner en intens ramme om filmen, man vi får også nogle tilbageblik, og forstår at der er forskel på, hvad Sander siger og hvad han ikke siger.

Debutanten Jonas Holst Schmidt leverer en kompleks præstation, der gør, at vi både forstår svigerfamiliens frustration over hans næsten apatiske svar, men også at vi fornemmer, hvorfor han ikke kan fortælle hele sandheden. For hvad er det familien egentlig gerne vil høre? Angela Bundalovic giver ham fint med- og modspil, og vi tror på, at der er opstået en helt særlig og foruroligende forbindelse mellem Ida og Sander.

Zlatko Burić yder en af sine fineste filmpræstationer i en dansk film i rollen som Idas far. Vi fornemmer hans vrede og frustration fra starten, men langsomt lader Zlatko Burić os ane faderens skrøbelighed. Han vil gerne tro Sander, men har bare så svært ved det.

Også Vilmer Trier Brøgger har sine momenter som den diskret truende bror, der i den grad synes at være fars søn.

Hverken manuskriptforfatter Eskil Vogt eller instruktøren Martin Skovbjerg springer over hvor gærdet er lavest, og der synes at være en ægte vilje og et mod til at gå i dybden med historien. Ved at forsage angsten for det stillestående risikerer man givetvis at hægte en del af publikum af, men man bliver belønnet, hvis man bliver hængende. At manuskriptforfatteren blev Oscar-nomineret for sin indsats på “Verdens værste menneske” burde dog indgyde publikum en vis tillid.

Fotografen Jacob Møller har formået at indfange de unges sanselige fælleskab i sine billeder, der emmer af liv, selv når handlingen ikke gør det.

KØBENHAVN FINDES IKKE henvender sit til et nysgerrigt biografpublikum, der forstår at værdsætte et dristigt og dragende nyt dansk filmudspil.