Rasmus A. Sivertsen, som instruerede børnefilmene “Dyrene i Hakkebakkeskoven” og “Bakkekøbing – Det store osteræs”, står også bag den nye film, der på under halvanden time får fortalt det meste af historien. Nogle steder er det også gået for stærkt, og et par af forestillingens nøglesange er enten forkortet og eller fortoner sig, mens instruktøren har andet fokus.
Lidt mere spræld i animationen kunne man godt ønske sig, og især fremstår Tante Sofie alt for nydelig og højest lidt småsur. Man savner også et fruentimmer med stemme som et stueorgel i den rolle, vor tids Maria Garland, Sigrid Horne-Rasmussen – eller Ghita Nørby, der kan tale, så huset runger. Lise Baastrup er endda på rollelisten, men man benytter hende i stedet til rollen som Fru Bastian, der primært udnytter hendes dejlige sangstemme.
Håndværksmæssigt kan man dog ikke klage over FOLK OG RØVERE I KARDEMOMME BY, og den godmodige tone og de blide farver vil givet appellere til de mindre børn. Der er heldigvis også gode skuespillere, der forekommer mere hensigtsmæssigt placeret.
Nis Bank Mikkelsen er fortræffelig som gamle Tobias og Caspar Phillipson morer som Barber Sørensen. Stig Rossen fremstår desuden som et ganske pudsigt valg til rollen som en talende kamel.
Lidt mindre pænhed havde gavnet det samlede resultat, men der skal nok være mange, der glæder sig til at se filmen med de mindste i vinterferien.