Forestillingens hovedperson og fortæller Max Skræk er tydeligvis inspireret af den tyske skuespiller Max Shreck, der spillede Nosferatu i F. W. Murnaus stumfilmsgyser fra 1922. Mange husker sikkert også spillefilmen “Shadow of a Vampire”, der indbragte Willem Dafoe en Oscar-nominering for sit portræt af Schrek. Der er både film noir atmosfære og anstøg af Grand Guignol i SKYGGERNES MUSEUM, men selvom Jokum Rhode er et udpræget ordmenneske, så vil han simpelthen for meget med sin tekst denne gang.
Handlingen har simpelthen for mange lag og retninger til en forestillingen på ca. 100 minutter inklusiv pause, men i lighed med filmen “Babylon” gør den på storslået vis indtryk alligevel og er ligefrem forbasket underholdende. Instruktøren Morten Burian bruger rummet klogt, og fra det næsten komiske anslag, hvor vi møder en stofafhængig Skræk, til den flot formidlede afslutningstale fornemmer vi også skuespilleren Morten Burians vingefang.
Forestillingens Max Skræk er ligesom Marcel Proust på sporet af sin tabte tid – i Max Skræks tilfælde 90’ernes vesterbro. Hans ven, den tidligere herremodel Gulliver, formodes død efter en farlig flirt med vesterbros underverden, og Gullivers kæreste Thalia leder samtidig efter sin søn.
Simon Bennebjerg tegner et dybt fascinerende portræt af den psykopatiske men også poetiske ven Gulliver, og Nanna Finding Koppel finder rørende udtryk for den gådefulde Thalias kærlighed og desperation.
Tre bemærkelsesværdige skuespillerpræstationer, der bidrager til at gøre SKYGGERNES MUSEUM i Basement til en spændende oplevelse – den flagrende handling til trods.
(Michael Søby)
