Det er der kommet en intelligent forestilling ud af, der i passager savner fremdrift og ikke undgår at kede lidt, men som også har nogle fine momenter – ikke mindst i spillet.
Niels Skovgaard Andersen gør f.eks. indtryk med sin på een gang intense og skrøbelige præstation i rollen som Winston Smith (en sammenskrivning af to britiske heltefigurer, Winston Churcill og Pimpernel Smith?).
Winston Smith arbejder i ministeriet for Sandhed, for den officielle Sandhed bliver dikteret af en usynlig Big Brother, der ser alt og ved alt. Iscenesætter Camille Sieling Langdal lader handlingen i dette overvågningssamfund, hvor der ikke er plads til kærlighed, udspille sig i og omkring nogle transparante kvadratiske kasser, som scenografen Peter Schultz er mester for.
Oprørstrangen vågner i Winston Smith, især eftere mødet med Julia (nærværende og sårbart spillet af Cecilie Gerberg), men kan de stole på hinanden, når de lever i et samfund baseret på mistro.
Anders Gjellerup Koch fremstår som en uhyggelig repræsentant for autoriteterne og Mikkel Bay Mortensen er diskret rørende som Hr. Parsons, et af dikaturets ofre.
Rosemarie Mosbæk leverer en fysisk imponerende indsats som teleskærm (!), og Ghita Lehrmann, Lars Simonsen og Asbjørn Hays Thøgersen har også deres øjeblikke, selvom deres roller med fordel kunne være udbygget.
Men trods disse forbehold beviser Julie Maj Jakobsen atter, at hun hører blandt vores mest begavede dramatikere, men det er som den generelle tilgang til stoffet – også fra instruktørens side, har været lidt for respektfuld. Paralellerne til vor tid Danmark er dog stadig til at få øje på.
(Michael Søby)
