Med udgangspunkt i Thor Bjørn Krebs tidsvarende bearbejdelse, der i lighed med Johanne Eggerts kostumer og scenografi fikst blander gammelt og nyt, får vi en festlig og fornøjelig aften, der gemmer den store smerte til sidst.
En mesterlig Benjamin Kitter er på een gang en klassisk Stundesløs, men også et moderne menneske, der er ved at kollapse af stess uden selv at kunne gøre noget ved det. Benjamin Kitter udvikler sin figur minutiøst, men spørgsmål er om han – og vi – er villige til at ændre på den destruktive adfærd, selv når katastrofen lurer lige om hjørnet? Selv når desperationen lyser ham ud af øjnene, er han så i stand til at handle?
En charmant Christine Gjerulff er ham en gæv Pernille. Bukserne har hun gemt under skørtet, men når hun skal spille mændenes spil om magten, kommer de til syne som en ikke uvæsentlig del af kampuniformen. Man bør ikke undervurdere denne Pernille, hun er nemlig kvik nok til at tage kampen op mod enhver mand.
I Oldfux har hun en makker, der er hende værdig, og Claus Riis Østergaard spiller ham aldeles overdådigt. En blændende ordekvilibrist, et sproggeni og en forklædningskunstner af guds nåde. Men også en raffineret og rapkæftet snydepels, som forstår at distrahere den kun tilsyneladende stundesløse Vielgeschrei. Navnet Vielgeschrei indikerer, at der er mange skrig og skrål forbundet med dette unødvendigt rastløse menneske: Stor ståhej for ingenting, for hvor mange forretninger får en stundesløs egentlig gjort på en dag?
Laura Skjoldborg spiller hans noget nervøse datter Leonora, der i lighed med sin udkårne Leander (en vidunderligt flæbende Anders Skov Madsen) synes at repræsentere en klynkende generation af forkælede mennesker uden rygrad.
Men Laura Skjoldborg (der åbenbart ikke kan gøre noget forkert i disse år) lader os ane, at den neurotiske adfærd er prisen for et liv med en stundesløs far. Hun har måtte betale dyrt for de øjeblikke af opmærksomhed, som det højest er blevet til, og hendes iver at gøre sig fri er i bund og grund både ægte og forståelig.
Malene Melsen er grotesk morsom som en såre jævn Magdalone, hvis alder ligger hen i det uvisse, men hvis liderlighed ikke lader sig skjule. Magdalones triste barm trænger i den grad til en opløftende oplevelse, så måske er Kristoffer Helmuths ligeledes understimulerede bogholder, støvsamleren Peder Eriksen, slet ikke noget dårligt bud på en sengekammerat?
Også forestillingens øvrige medvirkende bidrager positivt til det velspillende ensemble, så snyd dig ikke for en Holberg-forestilling, der ikke blot fremstår som teater til tiden, men også til eftertiden.
(Michael Søby)
